Verdens bedste far og mand blev 31 år i går og han blev fejret af hans 3 piger :o) (Anna , Sallie og mig). Fødselsdagssangen glemte jeg desværre, men der var lune chokoladeboller til eftermiddagskaffen og sushi til aftensmad. En stille, hyggelig og afslappende fødselsdag.
Vores dejlige lille pige opfører sig eksemplarisk om dagen, hun sover sødt i sin vugge og melder selv, ca. hver 3 time, når hun er sulten. Men om natten er det en helt anden sag… hun vil ikke sove i hendes vugge, ja i nat ville hun faktisk slet ikke sove før efter kl. 04.00. Hun er konstant sulten og brokker sig meget. Hun vil ikke engang sove når hun ligger helt tæt ind til os. Hvis jeg er heldig kan jeg få hende til at sove når hun ligger ved mit bryst, det lykkedes fra kl. 04.00-07.00. Christian skulle starte på arbejde i dag, så da klokken var 00.20 beordrede jeg ham i kælderen, så han kunne få noget søvn. Jeg må indhente søvnen på et andet tidspunkt :o)
Det er nu lidt en underlig fornemmelse, når man har båret rundt på en tyk mave længe og har kunnet mærke liv og så pludselig er den væk. Allerede da jeg kom hjem fra sygehuset kunne jeg hoppe i mine normale cowboybukser, men en lille vægtstigning på 2 kg i forhold til normalvægten vidner om at maven har været der. Og når jeg kigger i vuggen hvor vores dejlige datter ligger, så er savnet af maven ikke så stort – man kan jo ikke få det hele.
Jeg nåede aldrig til det punkt, hvor jeg tænkte… hvornår får jeg min gamle krop igen? Jeg nåede aldrig rigtig at blive besværet af min graviditet, hvilket nok også er årsagen til at jeg savner maven en smule. Men nok også fordi det hele pludselig gik så stærkt, vi nåede ikke rigtig at vænne os til tanken om fødslen, nåede ikke at frygte, nåede ikke få læst op litteraturen omhandlende fødslen, smertelindring mv. pludselig blev vi bare kastet ud i det med beskeden.. ”når I kommer hjem næste gang er det med et lille barn i jeres arme.” En dejlig følelse, men også meget overvældende.
Anna tager godt på og jeg taber mig. Sundhedsplejersken var her i dag og Anna blev vejet, hun vejer nu 2685 gram, så det er bare super flot. Vi spurgte sundhedsplejersken mht. besøg, da der er rigtig mange af vores venner der har henvendt sig og gerne vil se vores lille prinsesse.
Sundhedsplejersken rådede os til at vente med besøg fra andre end den nærmeste familie, til Anna var over de 40 uger, dvs. efter den normale terminsdato 4. februar. Begrundelsen er at lillepigen har brug for ro og faste rutiner og ikke skal udsættes for alt for mange stimuli. Efter terminsdatoen skal vi endvidere tænke på at der ikke kommer for mange besøgende og Anna skal skærmes, så hun ikke udsættes for bakterier, dvs. forkølede personer eller personer der på anden måde bærervirus i kroppen, bedes vente med at besøge os til de er helt raske.
Vi håber at alle har forståelse for ovenstående. Der er lidt andre retningslinjer når ens lille baby er født for tidlig. Vi ønsker bare at gøre, hvad der er bedst for lille Anna så hun kan få fred og ro til at vokse sig stor og stærk.
Vi glæder os til at se jer når den tid er :o)
Hvad vi troede skulle være en helt almindelig onsdag, blev en af de bedste dage i vores liv. Vores baby Anna kom til verdenen onsdag den 30. december kl. 21.47 ca. 5 uger før termin.
Onsdag morgen kl. 05.30 vågnede jeg op med våde natbukser. Jeg var dybt forvirret, men tænkte at det måske var baby Anna der var sunket ned og derved presset på blæren. Heldigvis skulle vi til jordemoderkonsultation samme dag kl. 10.20. Derefter gik det slag i slag.
Vi fortalte jordemoderen om vores oplevelse og hun sagde at det lød til at det var fostervandet der var gået. Efter at have undersøgt mig blev vi sendt direkte på fødegangen, med beskeden om at det sandsynligvis var fostervandet der var gået og at jeg skulle føde indenfor de næste 24 timer. Både Christian og jeg var i chok, det var en meget overvælgende nyhed, og der var mange tanker der fløj igennem vores hoveder. Specielt den lilles velbefindende bekymrede os, og spøgsmålet… kan man få en helt almindelig baby, 5 uger før termin uden det giver babyen varige mén…?
Vi ankom til fødegangen omkring kl. 12.00 hvor jeg blev undersøgt og jordemoderen bekræftede at det var forstervandet der var gået, hvorefter hun sagde ”så vi skal lige have lavet en indlæggelse”, dvs. når vi igen kommer hjem er det med en lille baby i armene. Beskeden var meget overvældende. Jeg havde ingen veer og havde kun åbnet mig 2 cm, så jordemoderen spurgte om vi skulle sætte fødslen i gang med det samme, eller om vi ville afvente veer, hun informerede også at hvis vi valgte at afvente veerne skulle jeg have antibiotika når der var gået 24 timer. Christian og jeg blev enige om at fødslen lige så godt kunne blive sat i gang. På en eller anden måde synes jeg nu, det var heldigt at det pludselig væltede ind med fødende kvinder på afdelingen, det gjorde nemlig at vi lige fik tid til at fordøje beskeden og Christian fik tid til at køre hjem efter diverse ting. Efter ca. 7 timer blev det vores tur, jordemoderen havde problemer med at ligge det vestimulerende drop, og måtte efter 2 forsøg tilkalde en narkosesygeplejeske. Kl. 19.30 var droppet lagt og veerne begyndte ”langsomt” at tiltage. Kl. 20.00 begyndte jeg for alvor at få veer, og de var ekstremt kraftige. Allerede efter en time begyndte jeg at få presveer, og jordmoderen var meget overrasket over at jeg allerede havde åbnet mig 8 cm i løbet af en time. Presveerne var voldsomme og jeg skulle lige vænne mig til hvordan det var jordemoderen ville have jeg skulle presse. Det var en underlig fornemmelse, først føles det som om jeg skulle vildt på toilettet og pressetrangen var så stor at jeg slet ikke kunne holde igen. Jeg fik ikke noget smertestillende, kun en kold kuld som jeg knugede på min pande, for det var så varmt. I løbet af udvidelsesfasen havde jordemoderen sat en elektrode på lille Annas hoved, så hun hele tiden kunne følge med i Annas hjerterytme. Efter at jeg havde haft en ve var det vigtigt at jeg trak vejret dybt så lille Anna kunne få ilt. Også Christian pressede med :o) han var til stor støtte under hele forløbet. Det varede ikke længe inden jeg skulle til at presse hovedet ud, phu en omgang. Lige som jeg troede at hovedet var ude, gled det ind igen og min kommentar var ”åh nej, hun må ikke glide ind igen”, men jordemoderen forsikrede mig om at allerede i næste persve ville jeg få til samme punkt og da presveen kom, tænkte jeg bare ”nu skal det hoved ikke glide ind igen, så jeg pressede indtil jeg var helt gasblå i hovedet og det gav pote. Kroppen var ikke så slem at føde, jeg mener det tog en eller to presveer. Og efter kort tid kom det længeventede skrig – og jeg husker jeg udbrød ”hvor er det godt hun siger noget”. Jordemoderen spurgte ”ved i hvad det er” vi svarede ”en lille pige” og det var det, vores lille baby Anna var født. Jeg fik hende op på maven, det bedste fornemmelse i verdenen og Christian roste mig til skyerne ”Du var så god skat”. Anna kom til verdenen onsdag den 30. December kl. 21.47.
Kl. ca. 00.30 blev vi fulgt op på barselsgangen. Personalet der tog imod på barselsgangen var rigtig flinke og forholdene var meget gode. Jeg kom til at ligge på en to personers stue hvor vi delte et stort badeværelse med en anden stue, det eneste minus var at Christian ikke kunne sove det, han havde dog lov til at være på stuen fra kl. 09.00 til 21.30.
Opholdet på barselsgangen husker jeg tilbage på som noget meget positivt, til trods for at jeg var vågen næsten døgnet rundt. Men det var dejligt trykt at være der. Annas blodsukker, gulsottal og vægt blev løbende kontrolleret og alt var som det skulle være. Gulsot tallene var dog på et tidspunkt lidt høje, men ikke i nærheden af hvor hun skal i lysbehandling. Når gulsot tallene er høje, bevirker det at hun bliver sløv og ikke vil spise, så vi havde et par dage hvor der skulle kæmpes hårdt for at nå op på de fastsatte mad-mængder. En anden ting jeg også skulle kæmpe hårdt med, var at få sat mælkeproduktionen i gang. I starten havde jeg så lidt mælk, og tænkte ”der bliver aldrig nok til at mætte den lille”, men efter at have været ekstremt flittig med udmalkningsmaskinen, producerer jeg nu mere mælk end Anna kan nå at drikke/ spise. Anna skulle have mad hver 3 time. De første par måltider forsøgte personalet på barselsgangen at fodre hende med kop eller pipette, men den lille Anna, kunne ikke holde maden i sig og gyllpede det hele op igen. Resultatet deraf blev derfor at Anna fik indlagt en sonde (en lille tynd slange som blev ført gennem hendes næse og ned i mavesækken). Først skulle jeg amme hende i 10-15 min, hvorefter personalet gav hende den resterende mængde gennem sonden.
Den 31. December kom mine forældre om eftermiddagen og Ella, Ole og Christoffer om aftenen. Mine forældre havde champagne med så vi kunne skåle det nye år ind og byde Anna velkommen til verdenen (jeg fik naturligvis ikke noget). Om aftenen havde vi aftalt med Ella og Ole at vi skulle spise sammen, evt. bestille mad ude fra. Men det var helt umuligt at finde et madsted der var åbent, så det endte med at nytårsmenuen kom til at stå på pizza, hvilket også var meget fint. I anledningen af nytårsaften havde Christian fået lov til at blive på barselsgangen længere, men da klokken var 22.30 var jeg så træt, så jeg sagde til Christian at han gerne måtte tage hjem og skåle nytåret ind sammen med Tina, Thomas, Friis og Malene, hvilket han tog imod.
Fredag den 1. Januar blev Annas hjerte og lunger tjekket af en børnelæge og alt var som det skulle være. Faster AC kom om eftermiddagen for at se lille Anna.
2. Januar 2010 – Vægtstigning gulsottal ok. Onkel Esben og Moster Lene kom forbi om eftermiddagen for at se Anna pigen.
3. Januar var lidt af en kaotisk dag. Vi prøvede ammesonde, men Anna blev meget forvirret af den slange der skulle puttes ind mellem hendes mund og mit bryst og ville derfor ikke sutte. Vi fik uanmeldt besøg af Jørgen og Bodil, det var rigtig hyggeligt, men det kan vælte hele planlægningen når besøgende kommer uanmeldt. Ved kontrolvejningen havde Anna tabt sig. Jeg var forbi Ella og Ole for at besøge Sallie, jeg havde savnet hende forfærdeligt og følte i den grad at jeg havde svigtet hende, da vi jo regnede med at komme hjem igen da vi tog af sted til jordemoder den 30. December. Gensynet og savnet var gengældt og tårerne trillede ned af mine kinder, sikkert hjulpet god på vej af alle de hormoner der fløj rundt i min krop. Sallie veg heller ikke fra min side i den time jeg var hos Ella og Ole. Ved syvtiden kom Ella og AC forbi for at se den lille Anna. Om aftenen da Christian skulle pusle Anna, hev den lille dame hendes sonde ud. Vi blev noget forskrækket, men det var starts skuddet til at undvære sonden og gå over til flaske som supplerende.
4. Januar – da Anna blev vejet om morgenen havde hun tabt 50 g og hendes gulsot tal var steget, måske var det ikke kun os der havde haft en dårlig søndag. Så vi besluttede os for at vi ikke vil have besøgende de næste 2 dage.
5. januar – Beslutningen om at fokusere på Anna gav pote. Anna havde taget 40 gram på og gulsot tallene var bedre. Hun var lidt svær at få til at spise om dagen, men om aftenen spiste hun godt. Personalet luftede for os at hvis vægten fortsat var stigende den efterfølgende dag og gulsot tallene er i bedring, så var der mulighed for vi kunne komme hjem.
6. januar – Anna havde taget 45 gram på (2435 g) og gulsot tallene var faldet, det var lige før tårerne begyndte at trille ned af kinderne på mig. Nu kunne vi få vores lille prinsesse med hjem. Jeg begyndte straks at pakke og ringede til Christian for at fortælle at han godt kunne finde autostolen frem og pakke varmt tøj til Anna. Vi havde en god udskrivningssamtale med personalet og fik en kopi af Annas journal samt svar på vores spørgsmål. Vi aftalte at vi fredag den 8. Januar skulle komme til kontrolvejning og få tjekket gulsot tallene endnu engang. Om eftermiddagen kom Ella og Ac forbi med ”miniaturetøj” og ikke mindst lille Sallie.
8. januar – Vi var til kontrolvejning med Anna på barselsgangen kl. 11.00 hvor hendes gulsot tal også blev tjekket igen. Anna havde taget 55 gram på og vejede pt. 2480 gram, dvs. hun allerede er over sin fødselsvægt. Personalet sagde at det var utrolig flot, da det ofte kunne tage op mod 14 dage for for tidligt fødte. Også gulsot tallene var faldet, så alt var i den skønneste orden. Nu glæder vi os bare til lillepigen skal vejes igen. På tirsdag den 12. januar kommer sundhedsplejesken, så er det spændende hvad hun har at fortælle :o)
Det har været en begivenhedsrig uge, og jeg tænker ofte… jamen vi burde jo slet ikke være forældre endnu. Men det er den største gave i hele verdenen at blive forældre også selvom det er 5 uger før termin :o)
Ps. Vi har det alle godt og Anna er blevet en sulten pige, så vi er ikke i tvivl om hun nok hurtigt skal blive en stor pige.
Der er nok at se til for tiden. I julen har vi været nede ved mine forældre, det var super hyggeligt og ren afslapning. Vi kørte mod Aalborg den 27. december og vendte ind forbi Christians forældre til aftensmad og film-hygge. Den 28. december stod den på træfældning. Desværre kan jeg ikke hjælpe med til at løfte, men gjorde i stedet gavn ved at bevæge mig ud i julegavebytnings-helvedet i Storcenteret for at købe kød til nytårsaften, mission accomplished!
Da jeg kom hjem var de to store fyrtræer væltet og i morgen står birketræet for skud, for mig står den på kransekagebagning og lidt rengøring, imens drengene knokler i haven. Så mangler vi kun flisningen og oprydningen, som vist også er det største arbejde.
Julen står for døren, og i år bliver den måske oven i købet hvid. Imens Christian skovlede sne og hentede juleanden i Salling for hans forældre, bagte jeg hjerter af honning. Dejen var lidt mere besværlig at rulle ud end jeg havde forestillet mig, men det gik. I morgen drager jeg mod Syd, ned til mine forældre. Tasken er næsten pakket og julegaverne står klar pakket i en pose. Så mangler vi kun Sallie og mig, vi håber at vejene er nogenlunde farbare i morgen. Den 25. december kommer Christian til det midtjyske, det er sidste år vi holder jul hver for sig, for næste år har vi lille Anna :o)
I disse dage har vi vores helt egen lille “isbjørne” unge…. eller det er nu Sallie. Hun nyder at være ude i sneen, og hun bliver så fin hvid af det og så dejlig træt, så hun får rigtig lov til at lege. De første par dage da det var tø-sne, var det knap så sjovt, for der sad sneen fast i hendes pels, og vi blev nødt til at føntøre hende, for at få de store isklumper ud. Men frostvejr og sne – det er lige sagen.
I går havde jeg min sidste arbejdsdag inden juleferie og efterfølgende barsel. Det bliver dejligt at kunne nyde julen og bare slappe af, det har jeg ikke prøvet de sidste 4 år pga. HD og diverse eksamener. Men det var nu også lidt af en hård omgang at skulle sige “farvel” eller rettere på gensyn til alle de fantastiske kollegaer på Epoka. Folk var så søde og det var svært at lade være med at knibe en tåre. Jeg fik masser af søde mails og gaver til lille Anna samt forkælelse til mig selv. Kan man ønske sig bedre kollegaer, chefer mv. – det tror jeg næppe. Jeg kommer til at savne deres pudsige kommentarer og det kollegiale sammenværd, men er også sikker på at Christian og jeg nok skal få tiden til at gå med de nye og spændende udfordringer der venter os som forældre – og vi glæder os.
Glædelig jul og godt nytår til alle!
