Onsdag fejrede vi Sallies 10 års fødselsdag. Anna og Aksels havde lavet en rugbrød/leverpostejs-kage med lys og det hele. Der var også købt gaver i stor stil og blev sunget fødselsdagssang. Det var virkeligt sjovt at have Sallie med til bord, hun blev helt forlegen og hun kunne ikke helt få sig til at spise sin flotte kage.
Så huskede vi endelig Sallies fødselsdag 🙂
Ved din side hvor end du går, underordnet hvilket humør <3
Når man indimellem glemmer at man er en fin lille hvid hund.
den 2. juli blev Sallie 5 år og hun skulle selvfølgelig have gaver. Godbidder og legetøj 🙂
I weekenden var vi til international hundeudstilling i Herning med Sallie. Jeg var lidt nervøs for hvordan Sallie ville tage det, da hun ikke er så glad for andre hunde. Men hun klarede det bare så flot. Hun gøede godt nok lidt engang imellem, mest når der var andre hunderacer der nærmede sig. Så længe hun bare var blandt hendes egen race, så var alt i den skønneste orden.
Det var første gang vi skulle på udstilling og det kunne man godt se på vores udstyrspakke, der var virkelig nogen der gik rigtig meget op i det. Der var flere der havde cykeltrailere med til deres hunde og vi så en som inden hunden skulle i ringen, lige gav den lidt hvidt ”maling J. Sallie klarede det også rigtig flot i ringen. Hun var lidt utryg, da vi skulle løbe rundt, hvilket resulterede i at halen røg ned et par gange (det må den ikke). Desværre mangler Sallie åbenbart et par tænder, hvilket er en væsentlig fejl. Udover det var hun bare så fin, dommeren noterede at hun havde et fint feminint hoved, gode bevægelser, fin pels og et godt temperament.
De manglende tænder gør dog at hun fik en halv-dårlig samlet bedømmelse. Efterfølgende talte vi med et ældre ægtepar som har en kennel, de sagde at specielt tyske dommere går meget op i tænder, hvorimod der kan være dommere der slet ikke ser bidet eller tæller tænder. Det undrer mig at der kan være så stor forskel på hvad dommerne går efter, for i princippet kunne en hund der mangler tænder blive avlsgodkendes hvis ikke dommeren tæller tænder og det synes jeg er forkert. Det undrer mig også lidt at den Tyske dommer ikke gik mere op i størrelsen på hundene, når nu det er et problem at mange Coton de Tulears er for store. Sallie ligger lige på maksgrænsen, hun vejer præcist 5 kg. hvilket er det maksimale for en tæve og for mig at bedømme var der mange af de andre tæver der så noget større ud end Sallie.
Selvom Sallie fik en halv-dårlig bedømmelse, var det alligevel en god oplevelse. Og havde Sallie ikke manglet tænder kunne vi sikkert også have fundet på at gøre det igen. Det var faktisk meget sjovt og Sallie nød opmærksomheden. Udstillingen og forberedelserne dertil bragte Sallie og jeg lidt tættere på hinanden igen, hun har nok følt sig lidt overset indimellem når hverdagen buldrer derudaf med 2 små børn. Da vi kørte hjem, var jeg lidt ked af konstateringen af at hun mangler to tænder, men samtidig rigtig stolt, for hvor gjorde hun det bare flot og hun er jo stadig verdens bedste familiehund selvom hun ikke fik topkarakter på udstillingen.
I dag har Christian og jeg været gift i 3 år. Og sikke meget der er sket på de 3 år. Da vi blev gift havde vi lige fået Sallie. Senere i 2009 kom Anna til verdenen lidt før end forventet, og i april 2012 blev vores store lille dreng Aksel født. Det har været 3 fantastiske år, men også 3 år der tiltider har været hårde, med minimum af søvn og mange spekulationer. Man lærer at tilsidesætte egne behov og børnene kommer 100% i fokus. I aften vil vi dog forsøge at have lidt kærestetid sammen alene uden børn. Vi har bestilt bord på Sushi Sushi og svigerfamilien er hidkaldt til børnepasning. Aksel er desværre stadig ikke så glad for flasken, så vi har ca. 2-3 timer at gøre godt med. Men mon ikke også det går 🙂 Ih jeg glæder mig.
Foråret strømmer ind af vinduet i dag. Det er et fantastisk vejr, dejligt lunt og blå himmel. Var ude i haven sammen med Sallie i håb om at få lidt energi. Det er som om at min energi er sat lidt på standby i dag. Måske er det en kop kaffe jeg mangler – har helt glemt morgenkaffen de sidste par dage. Til gengæld har jeg fået syet en masse. 3 puder til sofaen og 3 sæt sengetøj (2 x baby og 1 x junior ud af et sæt voksensengetøj). Jeg er bedst til det håndarbejde hvor jeg kan se resultater med det samme, dog er jeg begyndt på at hækle et tæppe til Anna, men tror nu mere det ender ud med en pude. Spørgsmålet er også hvor praktisk sådan et kludetæppe er når man er to år og gerne vil løbe, danse og hoppe på sit værelse.
Hvis Aksel bliver født på samme tidspunkt i graviditeten som Anna, så er der præcist 14 dage til i dag. Så på sin vis kan alt ske fra nu af. Måske jeg skulle tage at få pakket den famøse taske som vi slet ikke havde klar sidst. Babydynen er ved at blive vasket, de små størrelser tøj er vasket, liften og autostolen er stillet frem, så vi er nogenlunde forberedt. Men jeg krydser nu fingre for at han bliver derinde noget længere end Anna gjorde. Jeg kan slet ikke overskue tanken om at skulle være indlagt med Aksel uden Anna og Christian. Jeg ved at dårlig samvittighed og tanker om svigt overfor Anna vil fylde alt for meget. Jeg beder til at jeg må få lov til at gå til uge 37, så vi kan komme hjem så snart jeg har født og vores lille familie kan være sammen om den dejlige oplevelse.