Så skete det, fredag den 6. april kl. 12.56 blev vi forældre til en dejlig stor velskabt dreng på 4060 g og 54 cm.

Torsdag aften kunne jeg mærke at jeg begyndte at få tiltagende plukveer, de mærkede anderledes end de plejede og jeg havde lidt ondt i lænden. Jeg sagde til Christian at han skulle ringe til sine forældre for at forberede dem på at det kunne ske at blive i nat, så de var parate til at hente Anna. Vi sov længe fredag, Anna vågnede ved 9 tiden og vi sad og hyggede os i sengen med at se Barbapapa på Ipad. Ved en 9.30 tiden begyndte jeg at få noget der lignede veer, ikke kraftige, mere ligesom når man har menstruationssmerter. Jeg tænkte at der nok ville gå lang tid inden veerne rigtig tog til i styrke, sidst jeg fødte blev jeg jo sat i gang, så jeg viste ikke rigtig hvad jeg kunne forvente. Ved en 10 tiden sagde jeg til Christian at han godt kunne ringe efter sine forældre, ikke noget panik og de behøvede ikke skynde sig, der var helt ro på. Kl. 10.30 skulle jeg på toilettet, og der gik der huld på fosterhinden og jeg fik tegnblødninger, så var jeg klar over at fødslen nærmede sig. Jeg bad derfor Christian ringe igen, for at fortælle at vandet var gået. Kl. 11 ringede jeg til fødegangen, de ville gerne se mig inden for en halv time til en time. Ella kom ca. 11.15, vi fik sagt godt farvel til Anna og fik forklaret hvad der skulle ske. Hvorefter vi stille og roligt kørte mod sygehuset.

På vej i bilen, lige over jernbanen, gik vandet for alvor. Hold da op alt det vand. Jeg flåede et tæppe frem fra bagsædet for at skåne bilen, men der var vand over alt og jeg var helt gennemblødt. Helt ned i skoen. Vi parkerede ved Azzura og gik over på sygehuset, jeg havde et par veer på vej derover men ikke noget jeg ikke kunne holde ud. Det værste var at gå med helt våde bukser og sko, det var meget koldt – og ja lidt flovt. Vi var på sygehuset ca. 11.50.

Vi kom ind i modtagelsen, hvor jeg fik taget temperatur, blev undersøgt, vejet og jordmoderen mærkede på maven og undersøgte hvor meget jeg var åben. Igen kom der en ordentlig skylde fostervand, og som jordmoderen sagde, der er vist ingen tvivl om at vandet er gået. De skød Aksel til at veje 3600, han kunne godt være større og jeg var ca. 4 cm åben. Da jeg havde ønske om at føde i vand gjorde de stue 7 klar og begyndte at fylde det store kar. Kl. 12.15 er jeg noteret som indlagt.

Og så går det ellers stærkt, vi kommer ind på fødestuen, personalet tager det stadig roligt. Jeg får en vee, hvor jeg bliver nødt til at læne mig ind over sengen. Spørger om det er ok jeg kravler op i sengen, hvilket det selvfølgelig er. Sundhedsplejersken siger at jordemoderen kommer lige om lidt, hvorefter jeg siger – du skal hente hende nu. Og så tager veerne ellers til og der går ikke lang tid før jeg føler pressetrang. Personalet har meget travlt med at gøre klar til babyen kommer ud, så jeg får ikke den store rådgivning i vejrtrækning. Jeg får dog iltmasken påsat et par gange, da det hele går meget stærkt og de er bange for at Aksel ikke får ilt nok. Jeg kan næsten ikke holde ud at trække vejret igennem iltmasken og veerne kommer næsten uden mellemrum. Der er noteret at jeg får kraftige veer kl. 12. 30, pressetrang 12.45, 12.50 kan jordemoderen skimte hovedet, 12,56 er Aksel født.

Han er fin og stor og græder med det samme. De tager prøver fra navlestrengen for at se om han har fået ilt nok under fødslen og tallene ligger fint i den gode ende. Alligevel er han lidt blå om munden og skal lige have lidt ilt og gnuppes lidt for at blive helt frisk. Han retter sig efter 5 min hvorefter alt er helt normalt, jordemoderen siger det var fordi han kom så hurtigt ud. Han havde begge hænder oppe på kinderne, noget de aldrig havde set før, det gjorde også at det var vanskeligt at presse hovedet ud og de små fingre har lavet nogle gevaldige blå mærker på de tykke kinder. Christian klipper navlesnoren og efter at jeg er blevet lappet lidt osv. får vi tid og ro for os selv. Lykken strømmer ind over en, det er et fantastisk øjeblik. Vi får lidt at spise og en masse saftevand, personalet vil nemlig have at jeg skal tisse inden vi må komme hjem. Vi drikker saft og får ringet til mine og Christians forældre.

Kl. ca. 16.30 er vi hjemme, Anna sover hos Ella og Ole, vi slapper af henter pizza og nyder vores nye medlem af familien.

Natten er næsten uden søvn, adrenalinen holder mig vågen sammen med de uregelmæssige vejrtrækninger fra Aksel. Det skal man lige vænne sig til igen. Også lille Sallie er på overarbejde pga. de mange nye lyde.

Ole kommer forbi med Anna ved 10.30 tiden næste formiddag. Hun tager det så fint, og stryger Aksel blidt over kinden. Hun siger til mig ”nu er du blevet lille mor, Aksel er kommet ud af din mave.” Det har hun sagt op til flere gange siden, og det virker som om at hun har accepteret at lillebror nu er en del af familien. Vi gør alt hvad vi kan for at bakke hende op og for at hun ikke skal føle at hun bliver tilsidesat.

Senere på formiddagen kom Ella, Ole og Christoffer forbi for at se det nye familiemedlem. Og om eftermiddagen kom mine forældre og Oldemor Anna, med boller, kage og aftensmad. Vi er alle glade og stolte. I går tog jeg mig selv i at tænke, da jeg sad i sofaen med hele familien, tænk de to dejlige velskabte unger, dem har Christian og jeg skabt og de har vokset sig store i min mave, det er da helt fantastisk.

Hvem havde troet det. Jeg er så småt ved at være klar rent mentalt til at føde, og tror ikke jeg vil komme til at savne min tykke mave på samme måde som sidst. Det hele er ved at være lidt mere besværligt nu, specielt det med strømper og sko, og så gør huden midt på maven ondt, men den er også godt spændt ud efterhånden. Men jeg skal ikke klage, denne graviditet har vist været hvad man kalder ”lige efter bogen” ind til videre. Og de mange plukveer har heldigvis ikke gjort at jeg igen skulle føde før tid, om rigelig med afslapning og minimum af stress også har haft sin indvirkning vides ikke. Men vi har gjort alt for at fødslen ikke skulle gå i gang før tid. Nu er jeg ikke så påpasselig mere, og skulle det ske nu er det også helt ok med mig. Fødderne er begyndt at hæve lidt om aftenen og jeg sover mildest talt elendigt, men bort set fra det nyder jeg stadig at være gravid, men glæder mig også til at møde lille Aksel. Det jeg frygter mest i forbindelse med fødslen er om det kommer til at gå så stærkt at det bliver vanskeligt at få afleveret Anna til pasning inden veerne for alvor sætter ind. Og tænk nu hvis det er om natten – kan vi så ringe svigerforældrene op. Skal vi vække Anna og sige at vi tager af sted og snart kommer hjem med lillebror eller…  Håber det kommer til at gå gnidningsfrit når den tid kommer. Tasken er pakket og står i bilen sammen med babyautostolen.

Vi har stornydt dagene med det dejlige vejr og Anna er ikke til at drive ind. I weekenden var vi en tur i Østreanlæg, ænderne var ikke sultne, så Anna spiste det brød vi havde medbragt til dem. De har altså nogle underlige madvaner de 2årige unger 🙂

I morgen når vi vores sidste mål uge 37. Jeg er så lykkelig over at have fået lov til at være gravid så længe, men samtidig vil jeg gerne at lillemanden bliver inde i maven en uges tid eller 2 endnu. Jeg vil gerne prøve at opleve følelsen af at længes efter at slippe af med maven, der er jeg ikke endnu. Jeg glæder mig dog til at få et større tøjudvalg, hvilket pt. Er meget begrænset, jeg glæder mig til ikke at skulle op og tisse 2-3 gange hver nat, og til at kunne tage sko og strømper på uden at få 100 plukveer.

Jeg har bekymringer om hvordan Anna skal/ vil klare det at blive storesøster. Hun er inde i en selvstændighedsperiode af dimensioner og har stort behov for vores nærværd og forståelse. Hun har sin egen mening om alting, men den skifter også. Her den anden dag sagde hun, da vi spurgte om hun glædede sig til at blive storesøster: ”Nej det bliver kedeligt, jeg vil hellere være lillebror”. Det er nok ikke det sidste vi kommer til at se til det, for hun vil allerede nu også gerne lege baby, sidde i skråstolen, med babylegetøj osv. Andre dage kan hun ikke vente til lille Aksel kommer ud. Hun er omsorgsfuld, henter mine klipklapper med beskeden ”Her lille mor”, eller siger ”du har en tyk mave mor, fordi du har lille Aksel inde i maven”. Vi må bare sørge for at være der og støtte hende, når lillebror kommer, og inddrage hende i det hele så meget som muligt. Jeg bliver helt trist over at tænke på det hun skal igennem, det at lære at dele sine forældre, hun kommer jo sikkert til at føle sig svigtet på et eller andet plan. Men tror aldrig der er et perfekt tidspunkt for et barn at skulle lære at dele sine forældre. Jeg læste engang i en artikel at man kunne sammenligne det lidt med, hvis ens mand kom hjem med en ny kone og sagde: ”jeg har fået en ny kone, men jeg elsker stadig dig lige så højt som før. Nu skal vi alle 3 bo under samme tag og have det rigtig hyggeligt og rart”… Så forstår man pludselig, hvor svært det kan være for et barn at dele.

Men ingen tvivl om at vi glæder os meget til at blive forældre igen. Glæder os til nærværet med en nyfødt baby, de stille stunder hvor han putter ved ens bryst. Glæder os til at alt hvad det indebærer af søvnløse nætter, gråd, smil, glæde, tårer osv. Og vi glæder os til at Anna skal dele den store oplevelse med os på godt og ondt. Hun bliver en fantastisk storesøster er jeg sikker på.

Ps. Christian har tippet på jeg føder i morgen, så nu må vi se 🙂