36+6

I morgen når vi vores sidste mål uge 37. Jeg er så lykkelig over at have fået lov til at være gravid så længe, men samtidig vil jeg gerne at lillemanden bliver inde i maven en uges tid eller 2 endnu. Jeg vil gerne prøve at opleve følelsen af at længes efter at slippe af med maven, der er jeg ikke endnu. Jeg glæder mig dog til at få et større tøjudvalg, hvilket pt. Er meget begrænset, jeg glæder mig til ikke at skulle op og tisse 2-3 gange hver nat, og til at kunne tage sko og strømper på uden at få 100 plukveer.

Jeg har bekymringer om hvordan Anna skal/ vil klare det at blive storesøster. Hun er inde i en selvstændighedsperiode af dimensioner og har stort behov for vores nærværd og forståelse. Hun har sin egen mening om alting, men den skifter også. Her den anden dag sagde hun, da vi spurgte om hun glædede sig til at blive storesøster: ”Nej det bliver kedeligt, jeg vil hellere være lillebror”. Det er nok ikke det sidste vi kommer til at se til det, for hun vil allerede nu også gerne lege baby, sidde i skråstolen, med babylegetøj osv. Andre dage kan hun ikke vente til lille Aksel kommer ud. Hun er omsorgsfuld, henter mine klipklapper med beskeden ”Her lille mor”, eller siger ”du har en tyk mave mor, fordi du har lille Aksel inde i maven”. Vi må bare sørge for at være der og støtte hende, når lillebror kommer, og inddrage hende i det hele så meget som muligt. Jeg bliver helt trist over at tænke på det hun skal igennem, det at lære at dele sine forældre, hun kommer jo sikkert til at føle sig svigtet på et eller andet plan. Men tror aldrig der er et perfekt tidspunkt for et barn at skulle lære at dele sine forældre. Jeg læste engang i en artikel at man kunne sammenligne det lidt med, hvis ens mand kom hjem med en ny kone og sagde: ”jeg har fået en ny kone, men jeg elsker stadig dig lige så højt som før. Nu skal vi alle 3 bo under samme tag og have det rigtig hyggeligt og rart”… Så forstår man pludselig, hvor svært det kan være for et barn at dele.

Men ingen tvivl om at vi glæder os meget til at blive forældre igen. Glæder os til nærværet med en nyfødt baby, de stille stunder hvor han putter ved ens bryst. Glæder os til at alt hvad det indebærer af søvnløse nætter, gråd, smil, glæde, tårer osv. Og vi glæder os til at Anna skal dele den store oplevelse med os på godt og ondt. Hun bliver en fantastisk storesøster er jeg sikker på.

Ps. Christian har tippet på jeg føder i morgen, så nu må vi se 🙂

2 tanker om “36+6

  1. Hvor er den stor rund og fin, din mave. Han har det helt sikker rigtig godt, den lille Aksel. Det er slet ikke sikker han har lyst til at skulle ud lige nu.Men pladsen må efterhånden være lidt trangt derinde.Så han kommer når han er klar.Jeg tror ikke I behøver at bekymre jer om Anna, det skal hun nok klare, og I er jo selv så opmærksomme på at hun at hun skal være så meget med,hvor det er muligt.I gør det fantastisk flot.Knus

Der er lukket for kommentarer.