Hvem havde troet det. Jeg er så småt ved at være klar rent mentalt til at føde, og tror ikke jeg vil komme til at savne min tykke mave på samme måde som sidst. Det hele er ved at være lidt mere besværligt nu, specielt det med strømper og sko, og så gør huden midt på maven ondt, men den er også godt spændt ud efterhånden. Men jeg skal ikke klage, denne graviditet har vist været hvad man kalder ”lige efter bogen” ind til videre. Og de mange plukveer har heldigvis ikke gjort at jeg igen skulle føde før tid, om rigelig med afslapning og minimum af stress også har haft sin indvirkning vides ikke. Men vi har gjort alt for at fødslen ikke skulle gå i gang før tid. Nu er jeg ikke så påpasselig mere, og skulle det ske nu er det også helt ok med mig. Fødderne er begyndt at hæve lidt om aftenen og jeg sover mildest talt elendigt, men bort set fra det nyder jeg stadig at være gravid, men glæder mig også til at møde lille Aksel. Det jeg frygter mest i forbindelse med fødslen er om det kommer til at gå så stærkt at det bliver vanskeligt at få afleveret Anna til pasning inden veerne for alvor sætter ind. Og tænk nu hvis det er om natten – kan vi så ringe svigerforældrene op. Skal vi vække Anna og sige at vi tager af sted og snart kommer hjem med lillebror eller…  Håber det kommer til at gå gnidningsfrit når den tid kommer. Tasken er pakket og står i bilen sammen med babyautostolen.

Vi har stornydt dagene med det dejlige vejr og Anna er ikke til at drive ind. I weekenden var vi en tur i Østreanlæg, ænderne var ikke sultne, så Anna spiste det brød vi havde medbragt til dem. De har altså nogle underlige madvaner de 2årige unger 🙂