I weekenden var vi til international hundeudstilling i Herning med Sallie. Jeg var lidt nervøs for hvordan Sallie ville tage det, da hun ikke er så glad for andre hunde. Men hun klarede det bare så flot. Hun gøede godt nok lidt engang imellem, mest når der var andre hunderacer der nærmede sig. Så længe hun bare var blandt hendes egen race, så var alt i den skønneste orden.

Det var første gang vi skulle på udstilling og det kunne man godt se på vores udstyrspakke, der var virkelig nogen der gik rigtig meget op i det. Der var flere der havde cykeltrailere med til deres hunde og vi så en som inden hunden skulle i ringen, lige gav den lidt hvidt ”maling J. Sallie klarede det også rigtig flot i ringen. Hun var lidt utryg, da vi skulle løbe rundt, hvilket resulterede i at halen røg ned et par gange (det må den ikke). Desværre mangler Sallie åbenbart et par tænder, hvilket er en væsentlig fejl. Udover det var hun bare så fin, dommeren noterede at hun havde et fint feminint hoved, gode bevægelser, fin pels og et godt temperament.

De manglende tænder gør dog at hun fik en halv-dårlig samlet bedømmelse. Efterfølgende talte vi med et ældre ægtepar som har en kennel, de sagde at specielt tyske dommere går meget op i tænder, hvorimod der kan være dommere der slet ikke ser bidet eller tæller tænder. Det undrer mig at der kan være så stor forskel på hvad dommerne går efter, for i princippet kunne en hund der mangler tænder blive avlsgodkendes hvis ikke dommeren tæller tænder og det synes jeg er forkert. Det undrer mig også lidt at den Tyske dommer ikke gik mere op i størrelsen på hundene, når nu det er et problem at mange Coton de Tulears er for store. Sallie ligger lige på maksgrænsen, hun vejer præcist 5 kg. hvilket er det maksimale for en tæve og for mig at bedømme var der mange af de andre tæver der så noget større ud end Sallie.

Selvom Sallie fik en halv-dårlig bedømmelse, var det alligevel en god oplevelse. Og havde Sallie ikke manglet tænder kunne vi sikkert også have fundet på at gøre det igen. Det var faktisk meget sjovt og Sallie nød opmærksomheden. Udstillingen og forberedelserne dertil bragte Sallie og jeg lidt tættere på hinanden igen, hun har nok følt sig lidt overset indimellem når hverdagen buldrer derudaf med 2 små børn. Da vi kørte hjem, var jeg lidt ked af konstateringen af at hun mangler to tænder, men samtidig rigtig stolt, for hvor gjorde hun det bare flot og hun er jo stadig verdens bedste familiehund selvom hun ikke fik topkarakter på udstillingen.