Oldemor

Man bliver aldrig for gammel til at lege 🙂 Oldemor Anna og vores Anna pige hyggede sig rigtigt og de kunne pjatte. I weekenden den 12-13. april tog børnene, Sallie og jeg til Sunds uden Christian. Christian skulle på herretur til Århus. Turen til Sunds gik fin både derned og hjem, en bærbar dvd afspiller til begge børn gør underværker. Vi hyggede os hos mine forældre og Oldemor Anna kom på besøg. Det er så skønt at se hende sammen med børnene, hun lyser helt op – og de nyder hendes selskab.

Aksel 1 år

Ja det er efterhånden ved at være et par dage siden, men tiden flyver bare af sted. Lørdag den 6. april blev Aksel 1 år. Tænk engang at det allerede er et år siden vores dejlige store dreng kom til verdenen. Vi havde en skøn weekend. Christians familie kom til kaffe lørdag og søndag kom mine forældre og søster til brunch.

Aksel fik rigtig mange fine gaver og nød opmærksomheden. Anna fik også gaver og hun hyggede sig rigtig i selskab med familien. Et par skønne og travle dage.

Dagplejestart og børnehave

Aksel er startet i dagpleje. Han skulle have været startet den 11. marts, men hans dagplejemor var syg og starten blev udsat en uge. Det var held i uheld, for i løbet af den uge ændrede Aksel sig helt vildt. Han havde længe været inde i en meget omklamrende periode, men pludselig kravlede han selv ind på Annas værelse uden vi var med, han hyggede sig med at blive passet af Ella og han ville gerne holdes af andre end far og mor.

Dagplejeopstarten gik da også over alt forventning. Han var så god, der var stort set ingen pyldren. Jeg kunne desværre ikke deltage i opstarten, da jeg var på kursus de første dage, havde ellers taget fri ugen inden, men Aksel og Christian klarede det så fint. Opstarten blev afbrudt af en lang påskeferie på over en uge, så vi var spændte på hvordan det skulle går når Aksel igen skulle i dagpleje efter påsken. Men det gik meget fint, han var lidt ked af det da Christian gik, men vores dagplejemor fortalte at han hurtigt kom over det. Der er kun et problem i dagplejen, Aksel nægter at drikke og spise. Det var bestemt ikke det problem vi regnede med at vi skulle slås med, med ham, for herhjemme spiser han helt vildt.

En sjov, men også logisk ting der er sket med Aksel efter dagplejestarten er at han konsekvent søger mænd. Vi så det tydeligt da vi havde besøg af Peter og Mona. Aksel ville hele tiden op til Peter og kravlede selv hen til ham, mens Mona helst ikke måtte løfte ham. Aksel vil bare helst mænd for tiden, måske er han bange for at, hvis han bliver ladt i armene på en kvinde, så går far og mor. Aksel er også allerede blevet meget gode venner med dagplejemoderens søn, som er på vores alder.

Anna stortrives stadig i børnehaven. Der er sket virkelig meget med hende efter hun er startet, pludselig er hun bare blevet så stor. Og vi skal til at forholde os til alt det der følger med at starte i børnehave, som eks. Meget markant holdning til hvilket noget tøj man vil have på, hvem man er venner med, hvem der siger nej, hvem der driller, hvordan man er en god ven, hvad man ikke må sige til de andre børn, hvordan man siger fra, grimme ord, vil selv kan selv alt, historier man hører i børnehaven (fra de andre børn, pt. handler det meget om ulve). Det er en helt ny verden. Hun er blevet utrolig god til at synge efter hun er startet og gør det ofte og så elsker hun at danse. En af de sange hun ofte synger, som får smilet frem hos os lyder nogenlunde sådan her:

Farvel og tak, farvel og tak – og jeg håber at vi ses igen en anden dag gang 🙂

Farvel og tak, farvel og tak – og jeg håber at vi ses igen en anden dag gang

Farvelsyn Farvelsyn og jeg håber at vi ses igen en anden dag gang 🙂

De er da bare herlige de børn.

I påsken fejrede vi Ellas fødselsdag og mine forældre var på besøg. Vi havde også besøg af Peter og Mona og var en tur i Zoo og Østerådalen.

Ps. Aksel sover stadig elendigt, intet nyt på den front. Vi krydser fingrer for det vender snart. Vi overvejer at prøve zoneterapi hvis det ikke snart vender.

Så kravler Aksel – fuld fart frem..

Jeg har været alt for dårlig til at skrive herinde. Men tiden flyver bare af sted.

Aksel har nu 6 tænder, to i undermunden og næsten 4 i overmunden. Han kan vinke og vise hvor stor han er. Sige bøh, Anna og ja ja.

Aksel har endelig lært at kravle, det har været meget længe undervejs. Lige inden han blev 11 måneder tog han de første ”kravle-skridt” og de sidste par dage har han kravlet fuld fart fremad, til stor irritation for Anna.

Hans motoriske udvikling giver vi også skylden for at han sover helt elendig. Vi er oppe ved ham ca. hver time for tiden. Så sidder han op, så har han vendt sig i sengen. Samtidig med det, er han angst for separation hvilket også medfører utryghed.

Vi skulle have startet med indkøring i dagpleje i går. Men Aksels dagpleje mor er desværre blevet syg. Vi krydser fingrer for hun snart er rask, så vi kan nå lidt indkøring inden påsken, hvor dagplejerne jo også har fri de 3 dage inden.

Her sidst i februar havde jeg en uges ferie og en af dagene blev tilbragt sammen med Louise og Liva. Det var glædeligt gensyn ikke mindst for de to små. Som Anna siger: Aksel havde besøg af sin veninde, jeg tror måske man kan tale om ”baby love”. Først var Aksel den nærgående, men efter at Liva først havde fået smag på kysseriet, var hun ikke til at stoppe. Ihh hvor var det hyggeligt.

Anna stortrives i børnehaven. I dag ville hun slet ikke med hjem. Hun har lige haft den vildeste gang øjenbetændelse.  Hun var fuld af gult pus og hendes øjne hævede helt vildt op. Så vi har dryppet øjne den sidste uges tid. Nu er det heldigvis ovre, for det var da rent overgreb. Men øjnene skulle jo dryppes.

I love…

Vi har haft nogle dejlige feriedage. Vi har nydt dagene med familien og fået ordnet et par praktiske ting.

Aksel vil helst ikke passes eller holdes af andre end Christian og jeg. Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå med dagpleje indkøring. Håber på det bedste.

Aksel ved ørelægen og Anna med modermærke

I dag har Christian været til ørelæge med Aksel. Vi skulle have tjekket om han stadig havde væske på ørerne, det havde han heldigvis ikke. Til gengæld har han de sidste 5 dage haft meget ondt i maven og været utrolig pylret, det samtidig med at han har fire tænder på vej i overmunden. Så han har været igennem en hård periode, men virker heldigvis til at være i bedring nu.

Anna trives i børnehaven. Vi kæmper dog lidt med middagsluren. Hun kan ikke undvære den, men er ikke til at drive i seng hvis hun sover for længe til middag. I går fik vi hende først i seng 21.15 oog det er altså for sent når hun skal op 06.30. Vi aftalte med børnehaven at hun kun må sove 1 time til middag, så i dag vækkede de hende og hun var helt ulykkelig. Det er altså ikke nemt. Men hun har været glad hele aftenen og var nem at putte her til aften.

Inden hun skulle i seng blev hun sat på toilettet og da jeg kom ud til hende, skulle hun lige vise mig noget på sit ben. “Se mor, jeg har fået sådan en som jer” og ja, minsandten om ikke Anna pigen har fået sit første modermærke.

I søndags var vi til fastelavn i børnehaven. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, men lidt hårdt for Anna, da hun ikke fik sovet til middag. Så da vi kom hjem gik hun omkuld på sofaen. Nedenfor kan I se Anna i sin udklædning, hvor hun prøver at se sur ud, men det er svært at holde masken. Skriver et indlæg om fastelavn med flere billeder senere.

Vi gentager succesen

Aksel/ vi har været så heldige at få plads hos den samme dagplejer som Anna gik hos. Det er så dejligt at han skal starte hos en vi allerede kender i forvejen og hvor vi ved kemien passer.

Anna er små sløj. Hun havde feber i weekenden og vi havde alle en fridag mandag. I dag ringede de fra børnehaven at Anna var sløj, så Christian tog af sted for at hente hende. I morgen får hun en dag hos farmor og farfar. Hun har ikke feber, men er snottet og hoster og er ikke helt på toppen.

Det skrider langsomt fremad med vores tagprojekt, som har været i gang længe efterhånden. Nu mangler der kun at blive malet, sat eternit op ved hoveddør og på gavl, lavet gangbro og loftlem. Så det lysner.

Det går godt på arbejdet. Jeg synes hurtigt at jeg er kommet ind i rutinerne igen. Jeg kan dog mærke at jeg skal vænne mig til at sidde koncentreret om den samme opgave i længere tid. Men det er jo også meget lang tid siden jeg har fået lov til det, så nu skal jeg igen til at lære, ikke at blive distraheret. Det er dejligt at kunne nyde sin morgen kaffe og bruge hovedet til noget andet end at planlægge dagen med vasketøj, rengøring mv. Men jeg elsker weekenden med familien mere end noget andet og en feriedag i løbet af ugen bliver virkelig værdsat, for det er da ikke meget tid man har sammen med de små til hverdag.

Anna og Aksel

Jeg får bare slet ikke skrevet blogindlæg for tiden. Den ene dag tager den anden og tiden flyver af sted. Jeg er startet på arbejde igen og Christian er startet på barsel. Det er på mange måder dejligt at komme tilbage på job igen, men når klokken bliver omkring 14, så savner jeg godt nok de små hoveder. Så er det dejligt at komme hjem til dem og mærke at man også har været savnet. Aksel har heldigvis endnu ikke ”vendt mig ryggen”.

Aksel sover stadig ikke fantastisk. Vi har været en tur til ørelæge med ham for at få tjekket om han har væske på ørerne. Det havde han, så vi skal komme igen den 14. marts og hvis han stadig har væske på ørerne der, skal der vurderes om han skal have dræn i. Det er så synd for ham med de ører, for man kan se at han har ondt. Aksel er stadig på vej til at kravle, men han har ikke knækket koden endnu. Han maver sig stadig frem. Han er begyndt at kunne kende bestemte figurer i Annas tegnefilm. Eks. Kan han genkende iggle piggle i fjernsynet og han elsker når Annas iggle piggle ”danser” så hviner han af grin. Aksel er også rigtig begyndt at læse ansigter og griner med når vi griner, det er så sødt.

Anna stortrives i børnehaven. Det er så skønt at se. Vi har fået os en rigtig børnehave pige.

Jeg har fået nyt objektiv til mit kamera, her kan I se lidt af hvad det kan.

Tillykke min skat

Den 30. december blev vores store pige 3 år. Det er vildt så hurtigt at tiden går. Vi startede dagen med fødselsdagssang og friskbagte boller, hvorefter Anna fik sin gave. Et længe ventet løbehjul og det skulle jo ligne løbehjulet   ”Hjulle” fra venskabsbyen, så jeg var i kælderen aftenen forinden for at male mv. Anna blev så glad for løbehjulet, hun fik også cykelhjelmen som hun har på på billedet. Til eftermiddag havde vi inviteret Christians familie til kaffe. Desværre var der mandefald, AC og Jonas var taget til København og Ella og Ole lå syge hjemme. Men det var godt at Christioffer og Joan stadig havde mod på at kigge forbi og hjælpe os med at spise alt det kage Anna og jeg havde lavet og pyntet.

Anna blev fejret af min familie den 27. december, hvor vi tog en tur til Sunds og blev der til den 29. Min mor havde lavet kagemand med lys og det hele og sikke alle de gaver. Jeg troede faktisk det krævede en afvænning her i januar, men Anna tager det nu fint, at det er slut med alt gaveræset.

Anna er startet i børnehave i går. Det går bare så godt, jeg er sikker på at hun nok skal blive rigtig glad for det. I morges, da hun vågnede sagde hun: Jeg skal lige have min morgentrøje af og så skal jeg have vasket hænder inden jeg skal i børnehave. I går var jeg med Anna i børnehave fra 9 til 11.30 og i dag var Christian med fra 9 til 11.30, men han var væk 40 min og det gik meget fint, så i morgen skal hun prøve at være der alene lidt længere. Da vi alle var samlet her til eftermiddag ved spisebordet sagde Anna: mælken kommer fra koen, hvorefter hun kiggede på os og spurgte: ”Hvilket dyr kommer vandet fra?” – Hun er sgu da skøn 🙂

Aksel har haft et par gode nætter sammen med Christian hvor han kun har været oppe og få mad 1 gang. Han møver sig højlydt omkring og vil nu til at rejse sig op ad alting, det lykkedes dog ikke helt for ham. Jeg kommer til at savne at have så meget tid sammen med vores to unger, men det bliver også dejligt at komme på arbejde og få ro til at fordybe sig i en opgave. Arbejdet kalder allerede på mandag.

Tillykke min skat