Dagplejestart og børnehave

Aksel er startet i dagpleje. Han skulle have været startet den 11. marts, men hans dagplejemor var syg og starten blev udsat en uge. Det var held i uheld, for i løbet af den uge ændrede Aksel sig helt vildt. Han havde længe været inde i en meget omklamrende periode, men pludselig kravlede han selv ind på Annas værelse uden vi var med, han hyggede sig med at blive passet af Ella og han ville gerne holdes af andre end far og mor.

Dagplejeopstarten gik da også over alt forventning. Han var så god, der var stort set ingen pyldren. Jeg kunne desværre ikke deltage i opstarten, da jeg var på kursus de første dage, havde ellers taget fri ugen inden, men Aksel og Christian klarede det så fint. Opstarten blev afbrudt af en lang påskeferie på over en uge, så vi var spændte på hvordan det skulle går når Aksel igen skulle i dagpleje efter påsken. Men det gik meget fint, han var lidt ked af det da Christian gik, men vores dagplejemor fortalte at han hurtigt kom over det. Der er kun et problem i dagplejen, Aksel nægter at drikke og spise. Det var bestemt ikke det problem vi regnede med at vi skulle slås med, med ham, for herhjemme spiser han helt vildt.

En sjov, men også logisk ting der er sket med Aksel efter dagplejestarten er at han konsekvent søger mænd. Vi så det tydeligt da vi havde besøg af Peter og Mona. Aksel ville hele tiden op til Peter og kravlede selv hen til ham, mens Mona helst ikke måtte løfte ham. Aksel vil bare helst mænd for tiden, måske er han bange for at, hvis han bliver ladt i armene på en kvinde, så går far og mor. Aksel er også allerede blevet meget gode venner med dagplejemoderens søn, som er på vores alder.

Anna stortrives stadig i børnehaven. Der er sket virkelig meget med hende efter hun er startet, pludselig er hun bare blevet så stor. Og vi skal til at forholde os til alt det der følger med at starte i børnehave, som eks. Meget markant holdning til hvilket noget tøj man vil have på, hvem man er venner med, hvem der siger nej, hvem der driller, hvordan man er en god ven, hvad man ikke må sige til de andre børn, hvordan man siger fra, grimme ord, vil selv kan selv alt, historier man hører i børnehaven (fra de andre børn, pt. handler det meget om ulve). Det er en helt ny verden. Hun er blevet utrolig god til at synge efter hun er startet og gør det ofte og så elsker hun at danse. En af de sange hun ofte synger, som får smilet frem hos os lyder nogenlunde sådan her:

Farvel og tak, farvel og tak – og jeg håber at vi ses igen en anden dag gang 🙂

Farvel og tak, farvel og tak – og jeg håber at vi ses igen en anden dag gang

Farvelsyn Farvelsyn og jeg håber at vi ses igen en anden dag gang 🙂

De er da bare herlige de børn.

I påsken fejrede vi Ellas fødselsdag og mine forældre var på besøg. Vi havde også besøg af Peter og Mona og var en tur i Zoo og Østerådalen.

Ps. Aksel sover stadig elendigt, intet nyt på den front. Vi krydser fingrer for det vender snart. Vi overvejer at prøve zoneterapi hvis det ikke snart vender.

En tanke om “Dagplejestart og børnehave

  1. Hej Mette

    Sikke skønne og store jeres unger bliver. 🙂 Det er vist ved at være et år siden, jeg sidst kiggede med på denne side. Webadressen var simpelthen forsvundet for mig.
    Jeg kan ikke lige lade være med at kommentere på det der “farvel-syn” Anna synger, jeg kender nemlig godt sangen, og det er faktisk “På gensyn”, der står i teksten. Jeg kan nu godt lide Annas version. 😉
    Vores drenge bliver også store, og vi har altså også en Anton på 15 mdr. som ikke har lært det der med at sove endnu. Ikke ordentligt i hvert fald.
    Og så er jeg arbejdsløs fra i morgen! Vildt at tænke på – men jeg trænger i den grad til at komme videre, så det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. 😉

    Jeg håber vi ses Mette, du er bestemt i mine tanker af og til! Måske til sommer?

    Knus fra Rikke

Der er lukket for kommentarer.