Tillykke min skat

Den 30. december blev vores store pige 3 år. Det er vildt så hurtigt at tiden går. Vi startede dagen med fødselsdagssang og friskbagte boller, hvorefter Anna fik sin gave. Et længe ventet løbehjul og det skulle jo ligne løbehjulet   ”Hjulle” fra venskabsbyen, så jeg var i kælderen aftenen forinden for at male mv. Anna blev så glad for løbehjulet, hun fik også cykelhjelmen som hun har på på billedet. Til eftermiddag havde vi inviteret Christians familie til kaffe. Desværre var der mandefald, AC og Jonas var taget til København og Ella og Ole lå syge hjemme. Men det var godt at Christioffer og Joan stadig havde mod på at kigge forbi og hjælpe os med at spise alt det kage Anna og jeg havde lavet og pyntet.

Anna blev fejret af min familie den 27. december, hvor vi tog en tur til Sunds og blev der til den 29. Min mor havde lavet kagemand med lys og det hele og sikke alle de gaver. Jeg troede faktisk det krævede en afvænning her i januar, men Anna tager det nu fint, at det er slut med alt gaveræset.

Anna er startet i børnehave i går. Det går bare så godt, jeg er sikker på at hun nok skal blive rigtig glad for det. I morges, da hun vågnede sagde hun: Jeg skal lige have min morgentrøje af og så skal jeg have vasket hænder inden jeg skal i børnehave. I går var jeg med Anna i børnehave fra 9 til 11.30 og i dag var Christian med fra 9 til 11.30, men han var væk 40 min og det gik meget fint, så i morgen skal hun prøve at være der alene lidt længere. Da vi alle var samlet her til eftermiddag ved spisebordet sagde Anna: mælken kommer fra koen, hvorefter hun kiggede på os og spurgte: ”Hvilket dyr kommer vandet fra?” – Hun er sgu da skøn 🙂

Aksel har haft et par gode nætter sammen med Christian hvor han kun har været oppe og få mad 1 gang. Han møver sig højlydt omkring og vil nu til at rejse sig op ad alting, det lykkedes dog ikke helt for ham. Jeg kommer til at savne at have så meget tid sammen med vores to unger, men det bliver også dejligt at komme på arbejde og få ro til at fordybe sig i en opgave. Arbejdet kalder allerede på mandag.

Tillykke min skat

En tanke om “Tillykke min skat

  1. Det ser så hyggeligt ud. Ja og 3 år,hvor er tiden dog blevet af. Hun stråler som selve solen.åh ja lille Anna , hvor er du elsket. Håber du ved det, og kan føle det.

Der er lukket for kommentarer.