I dag er jeg i uge 34 + 6, jeg har sovet elendigt. Var hele tiden sikker på at jeg skulle vågne op med våde trusser fordi fostervandet var gået. I går aftes havde jeg et hav at plukveer selvom jeg bare slappede af på sofaen. Jeg beroliger mig med, at det må være psykisk for allerede nu er der lidt mere ro på maven igen. Jeg havde lidt den samme uro omkring den 30. december hvor Anna blev født, måske det bare er nogle faser jeg skal igennem i denne graviditet. I morgen når vi milepæl nr. 2 – uge 35, hvorefter det hedder barselsgangen hvis jeg skulle gå i fødsel. Vi krydser fingre for at nå tredje milepæl uge 37 så vi kan komme hjem lige efter fødslen, forudsat at den forløber uden komplikationer.

Jeg bliver simpelthen nødt til at gengive lidt af en klumme jeg har læst i Vores Børn, den er skrevet af Kristina Svih Villadsen og beskriver så fint hvordan jeg har det lige nu. Ingen tvivl om at jeg elsker min tykke mave, at være gravid og kunne mærke liv, men det er også ved at være lidt besværligt….

Det er en del besværligheder ved at være højgravid. Jeg skal op to til tre gange hver nat for at tisse, jeg går aldrig nogen steder uden et pilleglas med 200 piller mod halsbrand, og jeg puster som en hest, når jeg runder afsatsen ved tredje sal.

 Men derudover har jeg opdaget en anden lidt mærkelig ting ved at gå rundt med en mave, der stritter ca. 20 cm længere ud i rummet end jeg er vandt til. Jeg fejlbedømmer simpelthen omfanget af min egen krop!

Første opdagelse var da jeg åbnede køleskabet for at hente en liter mælk, og døren stødte mod maven lige der, hvor min kommende datters bagdel er placeret. Jeg stod lidt forvirret og kiggede ned på den bold, der lige nu udgør min mave og sendte en sundskyldende tanke til det lille væsen derinde. Og håbede samtidig, at fostervandet ville forhindre blå mærker på mit ufødte barn.

Flere gange har jeg også siddet afst i åbningen ud til bagtrappen, fordi vores rod forhindrer døren i at åbne sig helt. Det har aldrig været et problem før nu, hvor min krop åbenbart fejlagtigt tror, at jeg stadig lige kan være der, og jeg derfor ender med at sidde fast og føle mig lidt dum. og tyk.

Øv, altid i vejen

Og der er masser af andre situationer, hvor maven er i vejen. Når deg for eksempel skal spise ender det ret ofte med, at jeg spilder på maven. Jeg kan ikke bøje mig ind over bordet, så afstanden fra tallerken til mund føles uendelig, og derfor også større risiko for, at maden ryger af gaflen undervejs. Samtidig rammer spagettien med garanti maven og ikke bordet eller tallerknen. Når jeg tager sko på, har jeg udviklet avancerede teknikker, fordi jeg ikke kan  bukke mig fremover. Alligevel bliver jeg lige så forpustet af at komme i et par sko som af en times boksning. Og hvis man nogensinde har set to højgravide give hinanden et knus, så ved man hvor komisk det ser ud, og hvor umuligt dte er at få armene rigtigt om hinanden. Let er det i hvert fald ikke at manøvre i hverdagen, når man ligner en, der har slugt en badebold.

Ikke så sexet

Værre bliver det, når andre mennesker bliver involveret i mine fejlbedømmelser. Når jeg på cafe tænker, at “jeg kan da sagtens lige klemme mig forbi her”, og derefter med maven ,knap så elegant strejfer en fremmed mands ryg. Det er pinligt! At strejfe fremmede mænd med maven er ikke sexet på samme måde, som når man kan komme i kontakt med en sød fyr ved diskret at strejfe hans arm.

Men faktisk er det ikke kun mig, der har svært ved at beregne, hvor meget jeg fylder. Den anden dag stak min mand en tommestok i maven på mig, da han var ved at måle op til et nyt køkkenbord. Han var en stor undskyldning, men jeg kunne ikke tillade mig at blive sur. For jeg var ikke engang selv klar over omfanget af min krop, ja hvordan skal andre så være det?

Så selv om jeg synes, der er dejligt, når søde fodgængere viger pladsen for mig, og folk står i kø for at bære mine indkøbsposer, så glæder jeg mig til at få intimsfæren omkring maveregionen tilbage. Og ikke længere ramme min ufødte datter når jeg åbner køleskabet.

I dag runder jeg uge 34, det er slet ikke til at forstå. Det et en milepæl, for fra uge 34 er barnets lunger modne til at kunne fungere uden hjælp. Næste milepæl er uge 35, for så slipper man for at komme på børneafdelingen. Sidste milepæl som jeg håber meget på vi når til er uge 37, for så kan vi, hvis alt forløber uden komplikationer, komme hjem med det samme. Men det er nu vildt at tænke på at hvis Aksel fødes samme tidspunkt som Anna, så skal jeg føde på fredag. Vi krydser fingre for at han venter lidt med at melde sin ankomst 🙂