Mangler koncentration

Motivationen kan ligge på et meget lille sted. Jeg har så svært ved at fastholde koncentrationen når jeg skal læse lektier. Det er ikke det store problem at koncentrere sig når jeg er i skole, men når jeg selv skal læse, flyver tankerne alle mulige andre steder hen. Det irriterer mig, for jeg kan sidde og forsøge at læse i flere timer, og så kan jeg alligevel ikke huske ret meget af det når jeg er færdig. Det gælder mest en bestemt bog. Forfatterne bruger komplicerede vendinger til at forklare relative simple ting. De lange kringlede sætninger, gør jeg mister koncentrationen, og side op og side ned uden illustrationer, hjælper bestemt ikke med til at fange opmærksomheden….

Må man godt prale?

Jeg har læst og læst, øvet og øvet og skrevet notater i lange baner. I dag var dagen hvor jeg, som Christian siger ”skal nyde at der er nogen der gider sidde høre på mig i 20 minutter i træk, og jeg skal bare op og vise dem alt det jeg har lært”. Det var nu ikke lige den fornemmelse jeg havde i går aftes, jeg var på toilettet op til flere gange og det blev bestemt ikke bedre her til morgen. I nat drømte jeg havde været til eksamen, det var så virkeligt, men jeg kunne bare ikke huske hvad jeg havde fået. Hvor om alting er… jeg var til eksamen i dag den 10 kl. 10 og det kunne jo, som svigermor sagde, se godt ud med et 10’tal, men jeg fik 12, det ser nu endnu bedre ud :o)

Det underlige er, at det emne jeg var oppe i, var netop det jeg frygtede. Christian var så sød at øve med mig tirsdag og onsdag aften, og tirsdag kiksede jeg max i netop det emne. Men det gav pote at læse ligt ekstra på det.

Da jeg kom hjem var jeg super rastløs, så jeg fik lige taget en kæmpe opvask, ryddet op og støvsuget viskelæder-smuller væk. Hold da op hvor er man effektiv når adrenalinen stadig pumper i kroppen på en.

Det er en mærkelig måde kroppen reagerer på når man er nervøs til eksamen, man kan virkelig mærke man lever. Det hele kører, hjertet banker dobbelt takt, maven rumler og hænderne bliver klamme og man bliver tør i munden. Min puls falder langsomt og jeg har fået noget at drikke… nu skal dagen bare nydes.

eksamen.jpg

Nyt kontor

Jeg er igennem pensum – jeg har læst og læst. Nu skal jeg bare lære at huske alt det jeg har læst…. Den er straks værre. Jeg har etableret et nyt kontor i soveværelset, jeg måtte tage konsekvenserne, da larmen fra Sønderbro irriterer mig grænseløst. Derudover har vores underbo’s datter valgt at flytte ind med en lille baby, som skriger nat og dag, det er ikke ligefrem de optimale studiebetingelser. Håber bare det hele er veloverstået på torsdag.

office.jpg

Fredag aften

Fredag aften, jeg er alene hjemme. Christian er på tur med studie gutterne. Jeg har læste det meste af eftermiddagen, og klokken blev da også otte inden jeg blev færdig. Ud i køkkenet og lave hjemmelavet pizza, tænde for fjernsynet, frem med damebladene og op i sofaen med et tæppe på – så er der dømt fredagshygge.

Jeg er endelig kommet i gang med at læse til eksamen, så ved det bord på den stol, med den bog… kommer jeg til at tilbringe rigtig mange timer det næste stykke tid.

fredageksamen.jpg

Eksamen 5. semester HD Afsætning

Vi har netop fået eksamensdato og fag at vide. Det blev torsdag den 10. januar i faget Distributionsøkonomi. Jeg er faktisk ok tilfreds med den lodtrækning, men man skal jo passe på hvad man siger inden eksamen er bestået, hvilket man bestemt ikke skal tage som en selvfølge. Men bare det at have fået afklaret hvilket fag man skal op i er en lettelse i sig selv, ligegyldigt hvilket fag det blev.

Computer, gæster, babyboom og veninde hygge

Jeg hader når computeren driller, i dag på arbejdet brugte jeg næste 2 timer på at lave noget som alligevel ikke lykkedes fordi computeren drillede. Jeg tilkaldte vores IT mand, men han kunne heller ikke løse problemet. Det har måske noget med serveren at gøre. I morgen skal jeg så på den igen, lave det samme igen, så håber jeg bare det virker…. For ellers har jeg svært ved at side stille og opføre mig pænt :o) Men jeg er vist ikke den eneste der har det problem – søger man på ”computer problems” på google billeder kommer der adskillige sjove illustrationer frem.

computer.jpg

I weekenden havde vi besøg af Esben og Line, dem vi var på ferie med i uge 30. Det var rigtig hyggeligt. Line er gravid så det var stille og roligt.

Inden for den sidste uge er 2 af Christians venner blevet fædre. De fik begge piger, og vi glæder os meget til at se de to prinsesser.

baby.jpg

I går var jeg på café med min ex kollega Tina, det var super hyggeligt, og vi skal faktisk allerede mødes igen på lørdag. Utroligt vi lige kunne få det til at passe. Hun er lige hjemvendt fra Canada og den 6. oktober flytter de (Tina og Tyler) til Polen. Tyler skal læse til læge. Jeg havde håbet på at det blev Danmark, men der er heldigvis ikke så langt til Polen (set i forhold til Canada), så vi må hellere komme ned og besøge dem.

På studiet er det specielt læsningen der trækker tænder ud. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan de tror vi kan nå at læse alt det. Der er dog også flere der har sagt til mig at man må læse selektivt, hvilket måske også bliver enden på det. Men ind til videre er jeg med….

Nyt arbejde, studie og 3 fødselsdage

Det har været en hektisk tid her på det sidste. I sidste weekend var vi nede ved mine forældre til ikke mindre end 3 fødselsdage. Det var super hyggeligt og min mor havde som altid lavet helt fantastisk mad i rigelige mængder. Sjovt nok har hele min familie fødselsdag i september så der er altid nok at se til i den måned.

Mit hoved er ved at eksplodere, jeg lærer så meget nyt på arbejdet og fra på mandag står jeg på egne ben. Hende der før havde stillingen i marketing havde sidste dag i fredags, og min chef er taget på ferie i 3 uger, så nu får jeg min ilddåb.

Jeg har travlt med studierne, forsøger i bedste overbevisning at møde op til alle timer og være forberedt til hver gang Det kræver mange timers læsning og af og til føler jeg mig helt udkørt og træt, så meget at jeg føler at jeg lever i min egen lille osteklokke. Men det skal nok gå alt sammen.

lektier.jpg

Jeg er lige blevet færdig med at læse, skal skynde mig at skrive dette færdig og få det uploadet, om et par timer får vi gæster og vi skal lige have lavet mad og gjort rent inden – Christian er til fodbold, men kommer hjem og hjælper snart. Så smutter nu… Hej Hej

Sikke en uge

Sidste uge har på mange måder været en nervepirrende spændende og interessant uge.

Jeg er startet på HD 2. del i afsætning, vi er kun 8 på holdet så det bliver intensivt undervisning, og der er ikke noget med at man kan sidde og gemme sig. Fagene virker spændende og de fleste af lærerne ok :o)

I forig uge ytrede jeg ønske om, at jeg godt kunne tænke mig at blive taget i betragtning til den ledige stilling i marketingsafdelingen. Jeg talte med min chef vedr. dette, og blev efterfølgende kaldt til samtale, hvor jeg også fik at vide at de også havde en ekstern kandidat til stillingen. Tirsdag fik jeg at vide at jeg havde fået stillingen, hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for. Arbejdsopgaverne tiltaler mig og selve jobbet giver mig rig mulighed for at afprøve den teori jeg lærer på HD i praksis. Jeg startede allerede med oplæringen i dag, hende der på nuværende tidspunkt er ansat i stillingen, stopper den 21. september, så jeg har lige 2 uger til at lære det hele.

Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer, men kommer til at savne det kollegiale der er ved at sidde i et åbent kontormiljø.

I lørdags var vi til Epokas sommerfest, det var som altid sjovt. Men det blev dog meget sent for os, da vi absolut ikke kunne få en taxa, efter at have ventet i over 4 timer forbarmede Christians far sig over os, og kørte op for at hente os (mange tak). Dagen i dag har været hård at komme igennem, jeg er stadig mærket efter weekenden, der har været en masse nyt at lære på arbejdet og jeg er lige kommet hjem fra HD. Nu kalder sofaen….