Godt nytår

Vi fejrede nytår sammen med Mie, Mikkel, Luna og Alfred. En rigtig hyggelig og god nytårsaften i børnehøjde. Børnene hyggede sig helt vildt og det gjorde vi voksne også 🙂

Nytaar

Anna 5 år

Så blev vores dejlige store datter 5 år. Det er ikke til at forstå at det allerede er 5 år siden at vi helt uventet blev forældre 5 uger før termin. En smuk, sårbar og lykkelig begivenhed. Anna, jeg elsker dig højere end højt <3

5aar

Juledagene

1. juledag blev tilbragt hjemme i stille og roligt tempo. Der var tid til at lege med alt det nye legetøj, tid til at samle LEGO Friends og lege med dinosaurer.

2. juledag tog vi mod Sunds ned til mine forældre. Vi hyggede os med en dejlig julefrokost og min søster og mormor var der også. Den 27. december stod den igen på total afslapning. Vi var en tur nede for at fodre ænder ved Sunds Sø og en tur på biblioteket. Om aftenen den 27. kørte vi igen mod Aalborg og det varede ikke længe inden børnene snorksov på bagsædet.

juledagene2014

Hvis nogen skulle være i tvivl er Aksel en meget farlig stegosaurus på det nederste billede 🙂

Juleaften

Så blev det juleaften, en dag børnene har talt ned til hele december 🙂 Vi skulle holde jul hos Ella og Ole i år, Christoffer og Anne Cathrine kom også hjem. Det var første år at jeg skulle holde jul uden mine forældre, men som 34 årig og med egen familie måtte det jo komme en dag. det gik også rigtig fint, savnede dem selvfølgelig, men vi havde en rigtig hyggelig og dejlig aften.

Juleaftens dag var vi en tur i Aalborg Zoo. Det første vi skulle var at vi, som Anna sagde det: “skulle bevise overfor Aksel at dinosaurerne ikke var der mere”. Og hvor han græd da han så det. Stakkels lille Aksel, men han accepterede det nu fint bagefter og har ikke talt om det siden. Anna og Christian hørte gudstjeneste mens Aksel og jeg så på dyr. det var et par rigtig hyggelige timer i Zoo.

Juleaften2014

Uddannelse slut, dagplejeskift og update

Så har jeg igen ikke været så god til at skrive. Tiden flyver afsted og det har været en travl periode. Jeg har afsluttet uddannelsen strategisk markedsføring med aflevering af opgave, eksamen og fremlæggelse for ledelsen.

Aksel har skiftet dagplejemor. Det er tredje faste dagplejer han har i løbet af 2014. Det har altså været noget af et år for ham og os. Vi er efterhånden ved at glæde os til han skal i børnehave. Han har heldigvis taget det rigtig fint. Han har haft ekstra behov for tryghed herhjemme og han får alt den nærhed og kærlighed han kan trække.

Anna har også haft en lidt hård periode i børnehaven. Heldigvis har det hjulpet meget efter hun blev flyttet ned i mellemgruppen. Hun synes dog det har været meget hårdt de dage hvor Aksel har været hjemme enten pga. sygdom/ dagplejeskift.

Ellers går det godt med dem begge. Anna siger så mange sjove ting, hver gang hun synes at jeg har været lige skrap nok siger hun: ” når jeg bliver mor, så må mine børn … eks. Være oppe lige så længe de har lyst til osv”. Her den anden aften da jeg skulle putte børnene sagde hun også: ”Mor har du låst døren? ” mig: ”ja hvorfor?” Anna: ”Så der ikke kommer tyve ind”. Anna: ”Hvordan bliver man egentlig tyv? ” mig: ”Når man tager noget man ikke må”. Anna: ”Hvordan lader man så være med at være tyv igen? ” mig: ”Ved at lade være med at tage noget man ikke må.” Anna: ” Hvordan var tyve egentlig dengang de var børn? ” 🙂 De er da bare herlige.

Når Aksel bliver sur, siger han ofte: ”Nej aldrig” meget bestemt. Alt er i absolutter ”jeg elsker” ”jeg hader”, men sådan er det nok bare at være 2,5 år.

november2014

Anna og Aksel

En lille update …

Vi har længe overvejet om Anna skulle med årgang 2009 eller 2010 i skole. Hun har jo fødselsdag 30. december, hvis hun var født til terminen den 4. februar 2010, var der ingen tvivl. Vi er kommet til den konklusion at vi søger om skoleudsættelse, så hun forhåbentligt kan starte med årgang 2010.

Aksel trives i dagplejen og der er endelig kommet ro på i forhold til det. Vi kæmper dog stadig lidt med putning om aftenen, det tager gerne minimum en times tid at putte ham. Han mosler rundt, som om han har meget uro i kroppen.

Ellers trives de begge og de har meget gavn af hinanden. Anna er dog lidt irriteret på Aksel fordi han ikke vil kysses af “storesøster”, hun siger: “Hvorfor er det kun mor der må kysse dig”.

Aksel er helt vild med dinosaurer for tiden. Han leger med dem konstant og opfører sig også nærmest som en. Hos Anna er det store hit “My Little Pony”, hun er også meget interesseret i at tegne og kan bruge lang tid på at sidde og male i malebog.