Den sidste ceremoni, Christoffer nu hviler så fint under birketræerne på Østre Kirkegård.

Christian har tilbragt meget af efterårsferien sammen med sine forældre og søster, der er meget der skal snakkes igennem og mange praktiske gøremål der skal styr på midt i sorgen. Det er barskt og hårdt, men måske også en måde at bearbejde det hele på. Jeg talte med en svensk kollage om dette, i Sverige er det meget normalt at man først bliver bisat 1-1,5 måned efter dødsfaldet, dette for at de pårørende skal have lov til at sørge uden at tage højde for alt det praktiske.

Christians familie stod det igennem sammen, alt det praktiske oven i sorgen og Christoffer fik den smukkeste og mest rørende bisættelse. Det var så smukt og så trist.
Vi havde valgt at børnene skulle med i kirken, de havde været med under hele forløbet også torsdagen inden hvor vi var i kapellet for at se Christoffer en sidste gang, hvor han lå så freds-fuldt i kisten. Anna og Aksel klarede det så flot i kirken, de var meget berørte af det. Anna havde forinden sagt at hun ville forsøge ikke at græde, hun huskede hvor hårdt det havde været til Oldemors begravelse. Aksel havde det også lidt svært inden vi skulle i kirken og allerede da orglet begyndte at spille græd han. Vi sad tæt sammen og holdt hinanden i hånden. Præsten holdt den flotteste tale om Christoffer, en rørende tale der gav et meget tydeligt billede af den person Christoffer var, ikke kun for sin familie, men også for Joan og sine venner. Det er utroligt at Ole, Ella, AC og Christian midt i sorgen  har formået at få alle disse detaljer med. Der var mange der var mødt op til bisættelsen, både fra Syrenakken, Ålykke, Christoffers gamle klasse og naturligvis masser af familie.

Efter bisættelsen var der kaffe på Orkideen. Ella bød folk velkommen og opfordrede til at vi skulle hygge os midt i sorgen. Ole holdt senere den fineste tale om Christoffer. Vi sluttede dagen hos Ella og Ole.

Christoffer kunne ikke havde fået en smukkere afsked.

Nedenstående billede er nok et af de stærkeste billeder fra 2016, storebror der viser lillebror den sidste ære <3 Ære være Christoffers minde.

Vi var alle hos Christoffer for at sige farvel, mandag ville de slukke for respiratoren, der var ikke mere at gøre. Det var så uvirkeligt, så underligt og så trist. Alt for tidligt så ungt et menneske skal herfra. Det bliver et kæmpe savn. Christian tog på sygehuset for at være sammen med Christoffer de sidste timer sammen med Ella, Ole og Anne Cathrine. Det var en smuk afsked de fik taget og de sad alle tæt ved Christoffers side. Herhjemme prøvede vi at hygge os, børnene krævede jo også nærhed og omsorg. Vi lavede græskarlygter og satte lys ud, slæbte madrasserne ind i stuen og lå helt tæt og så fjernsyn. Det var en meget hård aften, senere på aftenen kom Christian hjem, de havde sagt farvel, Christoffer havde fået fred. Vi græd krammede hinanden, snakkede, græd lidt mere og gik i seng.

Da børnene først fik det at vide kunne de ikke overskue at komme op at besøge Christoffer, det var ellers planen at de skulle have været det fredag eftermiddag, men det var så berørte af situationen og vi ville ikke presse dem. Ole sendte et billede af Christoffer som vi viste til dem og efter de havde set det fik de mod på at komme på besøg lørdag. Der var desværre ingen bedring uvisheden var næsten ikke til at bære. Vi havde efterårsferie og var igang med en masse projekter hjemme. Vi kørte på med 120 i timen, stilheden og roen var næsten ikke til at kapere. Vi malede, rev tapet af væggene, Christian på sygehuset og jeg hos børnene. Det var nogle meget specielle dage.