Happy New Year!

Nytåret blev fejret på behørig vis. Vi lagde hus til, men havde mange hjælpere både til madlavning og oprydning, så der var ingen stres på. Det var en god nytårsaften med fantastisk mad som altid. Til forret fik vi kartoffelsuppe med stegt karmusling og seranoskinke, til hovedret 400 g oksefilet, 100 g oksemørbrad, kartoffelsouffle, stegte rodfrugter og gulerodspuré og til dessert hjemmebagte muffins med dobbelt chokolade, italiensk is, hindbærpuré med vanilje, ananas og ananas æbler. Det var super lækkert, hovedretten bar tydeligt præg af at det var mandlige kokke, det var et sand kødorgie.

Festen fortsatte til langt ud på natten og flere kiggede forbi for at ønske godt nytår. På et tidspunkt var vi ikke mindre end 22 personer, nok lige lidt flere end jeg lige kunne kapere, men det hele forlød uden ulykker.

Næste dag kom Martin, Pia, Jess og Signe og hjalp med at rydde op. Det tog ikke mange timer inden vores hus var beboeligt igen, det største arbejde var næsten udenfor hvor adskillige konfettibomber var blevet skudt af. Men det fik drengene hurtigt rimelig styr på. Efterfølgende nød vi rester fra natmaden hotdogs med det hele, de smagte om end næsten endnu bedre dagen efter.

Vi er allerede nu godt i gang med 2009, den første uge på arbejde har været hektisk, der er gang i mange projekter. Jeg har så småt fået huld på hovedopgaven, men processen forløber langsommere end jeg havde håbet og struktur og metode fylder meget i mit hoved. På mandag har jeg møde med min vejleder, jeg håber det kan bidrage til at strukturen kommer på plads og jeg for alvor kan komme i gang med skriveriet.

Godt nytår.

nytaar2.jpg

Dumme ovn!

Det lyder snart som en dårlig joke, men da vi kom hjem fra vores juleferie var ovnen gået i stykker. Igen skete det lige inden vi skal have huset fuld af gæster. Vi skal være her nytårsaften og vi bliver ikke mindre end 16 personer. Det er som om ovnen “lægger sig syg” hver gang den rigtig skal på arbejde, men så let slipper den ikke….

Der var vild panik, vi stod tidligt op mandag morgen og ringede til Voss/ Electrolux serviceafdeling. De havde heldigvis en tekniker i området og han kom herud allerede mandag formiddag. Desværre kunne han ikke lave ovnen. Der var sket en kortslutning i displayet, han har lavet den så den kan bruges, men der er ingen lys i displayet, så man kan ikke se hvad man trykker på. Den rare mand tegnede efter alle kunstens regler på et stykke tape som blev sat på ovnen, så nu kan den bruges. Men det kræver et nyt display før ovnen kommer til at virke optimalt, som inkl. montage kommer til at koste små 3000 kr. Det var ikke lige det man havde brug for, og så lige efter jul…

Jeg kiggede vores forsikringer igennem, jeg havde en ide om at de evt. kunne dække det. Sendte en mail til vores forsikringskonsulent og foretog et par opkald, og sørme ja. Familieforsikringen dækker det og der har vi ingen selvrisiko, vi skulle bare sende regningen til LB. Det var en yderst behagelig medarbejder jeg talte med hos LB, hun var sød og venlig og det hjælp selvfølgelig også på det at hun fortalte at de ville dække hele beløbet. Så det var en god nytårsgave.

Ovnen kan bruges nytårsaften og i det nye år kommer Electrolux og monterer det nye display.

Godt nytår!

nytaar.jpg
Billedet er fra juleaftens dag, mellem Aalborg og Viborg. Vi fik ikke sne men vi fik det næst bedste. En klar og smuk dag!

Glædelig jul til alle

Først og fremmest glædelig jul til alle. Jeg var ellers ved at tro at jeg skulle tilbringe julen i sengen, men jeg fik det heldigvis bedre. Den 24. december om formiddagen kom jeg til Sunds, og vi fejrede julen på traditionel vis, mor, far Lene, Esben og jeg. En rigtig hyggelig og meget indbringende aften.

Gaver:
Bodum stempelkande med termo glas – mor og far
Spinning armbånd med vedhæng – mor og far
Undertøj – mor og far
Olie til ansigtet – mor og far
Håndklæder og billede – mormor
Skåle – Lene og Esben
Undertøj – Christian
Bagevægt – AC
Hjemmestrik halstørklæde og håndledsvarmere – Ella og Ole
Eight hour creme – Ella og Ole
Muffinsforme – Christoffer

Den 25. december trådte Christian til, vi mødtes i Randers og kørte derefter op til Jørgen og Bodil til den STORE julefrokost. I dag kom mormor på besøg og mor anrettede med endnu en omgang julemad. Det har været nogle rigtig hyggelige dage -Nu er vi mætte og trætte :o)

Glædelig jul!

jul_2.jpg

Glædelig jul…

Så nærmer julen sig, den kommer langsomt snigende, og inden vi ved af det skriver vi 2009. I søndags blev min søster opereret, noget hun har set frem til længe og en dato vi andre har glædet os til var veloverstået. Og det er den nu – skønt.

Jeg har så småt fået begyndt på min hovedopgave, det går langsomt men sikkert. Jeg håber dog der kommer lidt mere fart på skriveriet på et tidspunkt, ellers kan jeg godt frygte om jeg når det til deadline.

Ellers vil jeg bare ønske jer alle en rigtig glædelig jul, vi har jo ingen børn, så i må nøjes med et billede af den gamle kanin ;o)

jul2.jpg

PS. Lanternerne er min fødselsdagsgave fra Lene og Esben – de er så fine.

Sikke en dejlig dag det var i dag….

Dagen startede fantastisk med fødselsdagssang, friskbrygget kaffe, morgenmad og gaver (Christian havde været tidligt oppe). På arbejdet havde de også forberedt min fødselsdag. Da jeg mødte ind som en af de første torsdag morgen, og der stod allerede flag foran mit kontor og et fødselsdagskort var placeret på min stol (vores kære receptionist er så betænksom). Arbejdsdagen bød på mange knus, mailhilsner og søde ord, det er fantastisk med gode kollegaer. Dagen har også været fuld af telefonopkald, sms’er og facebook-hilsner fra familie og venner. – Hvert et ord og hver en tanke er blevet værdsat.

Hjemme ventede Christian, vi havde bestilt bord på San Giovanni og det var bestemt en god oplevelse. Alt i alt har det bare været en helt fantastisk dag omgivet af positive og dejlige mennesker. Tak til alle – specielt Christian ;o)

foedselsdag_2.jpg

Tømmermænd og fødselsdag

Fredag stod på julefrokost på Epoka, en hård en af slagsen, der kunne mærkes hele lørdagen. Til middag ringede min søster “Skal mig og Esben ikke komme op i aften, så kan vi se film og hygge os?” Det siger man jo ikke nej til, heller ikke selvom man er meget hårdt ramt. Så jeg måtte tage mig sammen og få handlet både til lørdag og søndag i en vis fart. Lige inden min søster og Esben ankom, var Knud forbi med hans to dejlige hunde.

Vi havde en rigtig hyggelig aften. Men gik allerede i seng ved 23 tiden, da alle på det tidspunkt sad og hang. Det var dejligt at have hjælpere på til madlavningen dagen efter. Ellers tror jeg faktisk ikke jeg havde nået det. Men underligt nok, tog jeg for en gang skyld, presset meget roligt. Resten af min familie og Christians familie ankom ved 13.00 tiden og både Christian og jeg blev begavet. Vi fik sandwich (Mette Dahls opskrift) og hjemmelavet æbletærte med æbler fra haven. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag og jeg er utrolig glad for at min mormor trods stærke smerter i ryggen, tog med herop.

Gave liste:
Mette – Eva Solo saucevarmer (mor & far)
Mette – Lanterner (Lene & Esben)
Christian & Mette – Penge (mor & far)
Christian – vinilter (Lene & Esben)
Christian – skruetrækkere og trøje (mor & far)
Mette & Christian – Sengetøj og lagen (mormor)
Mette- Bioterm body wash + øjenvippetang (AC)
Mette – Staffeli (Ella & Ole)
Mette – 3 lærreder og male spartel sæt (Christoffer & Joan)

foedselsdag.jpg

Sommer og veninde visit

Fredag var vi til Peter Sommer koncert sammen med Jane, Morten, Line og Esben. Det var en super fed koncert, med masser af gang i den.

Mine dejlige veninder fra Midtjylland er lige kørt fra Aalborg. De har været på “det årlige” visit i forbindelse med min fødselsdag. Det var super hyggeligt. Det er første gang aftenen ikke ender i “Gaden”, men det gør nu bestemt ikke noget. Der er nemlig to af pigerne der er gravide, så det er pga. lykkelige omstændigheder. Tak for besøget tøser.

blomst.jpg

I hate to say I told you so….

Jeg har flere gange haft fat i vores bankrådgiver fra Jyske Bank. Jeg fatter nemlig ikke hvorfor bankerne har lov til bare at sætte renten op uden at informere omkring det, eller give en forklaring på hvorfor renterne stiger. Nu er der heldigvis også andre der har fået øjnene op for det

Lad os håbe på at bankverdenen bliver mere gennemsigtig, så forbrugerne igen kan få tilliden til bankerne tilbage.

Pis os’

Det gik lige så godt. Vi var næsten færdige med at gøre rent. Jeg ville som det sidste lige gøre ovnen rent. Det gik også meget godt til at starte med, lige ind til jeg skulle pudse den anden glasplade. Bang… sagde det og glaspladen var splittet til atomer. Jeg fatter stadig ikke hvordan det kunne ske. Pis os’

glas.jpg

Dejlig weekend

Det har været en dejlig weekend. Fredag stod den på hygge efter vi havde været i City Syd og købe det nødvendige, det var et sandt mareridt derude.

Lørdag tog jeg til Frederikshavn for at tilbringe dagen sammen med familien. Min fætter og hans kone har fået en lille pige for et par uger siden, så hende skulle vi jo også lige beundre. Det var en super hyggelig dag, og den lille prinsesse var så sød.

Søndag har sået på rengøring både i haven og i huset. Nu venter en ny uge forude. Jeg håber snart jeg genfinder lysten til skolearbejdet. Det har stået lidt sløjt til her på det sidste. Men snart venter den afsluttende hovedopgave, så jeg lige klemme ballerne sammen den sidste gang…

weekend.jpg