Økodag

I dag var vi til økodag på en gård udenfor Storevorde. Vi tænkte … der kommer sikkert ikke ret mange i dag for vejret er jo ikke særlig godt. Men der kom rigtig rigtig mange mennesker. Så mange mennesker at man måtte stå i kø for alt. Selv inde i kostalden var der så tæt af mennesker at det ikke var til at komme frem. Anna og Aksel ventede længe for at prøve at komme op og sidde i en traktor, og da de så endelig kom derop var Aksel alligevel lidt utryg ve situationen, lille pus.

Det var koldt og blæste en del, så allerede kl 11, spurgte vi Anna om vi skulle køre hjem, men hun ville gerne blive og se kørerne blive lukket på græs. Vi gik over mod marken ca. 20 minutter i tolv, men det blæste så meget at det var ubehageligt for børnene, Aksel græd og Anna sagde hele tiden ”jeg fryser”. Så vi bestemte os for at tage hjem inden kørerne blev lukket på græs. Lidt ærgerligt at gå glip af det, men det var synd for børnene at vente i den kulde. Da vi kørte hjem ad, kom folk stadig kørende dertil i bil, der var biler så langt øjet rakte. Så måske var det godt nok vi kom afsted inden det trafikale kaos begyndte.

oekodag