Vi slutter lige barslen med astmatisk bronkitis og mellemørebetændelse som medfører forfærdelige nætter. Jeg er ked af at måtte indrømme det, men denne barsel har desværre ikke levet op til de forventninger jeg havde. I min naivitet hoppede jeg i med begge ben og troede på at det og få barn nr. to var en snack, og barslen ville blive hyggelig og bekymringsfri, da man havde rutinen fra første barn. Men jeg er blevet meget klogere, for børn er ikke ens og man skal passe på med at opstille forventninger ud fra tidligere erfaringer eller andres erfaringer.
Vi har fået jordens dejligste dreng, ingen tvivl om det, jeg havde en problemfri graviditet og problemfri fødsel. Aksel var nem og spiste godt, jeg husker lige så tydeligt hvornår han begyndte at blive ked af det. Han var 7 uger gammel. Alle de perioder han har haft med gråd, føler næsten de har overlappet hinanden, har jeg undskyldt med tigerspring eller frustration over at ville, men ikke kunne. Set i bagklogskabens lys tror jeg faktisk han har haft lidt kolik, men hvornår har de små kolik og hvornår er det ”bare” mavekneb. Der har været gode perioder og dårlige, og midt imellem alt gråden har vi en stærk og glad dreng. De sidste mange måneder har Aksel sovet rigtig dårlig, og manglende søvn gør naturligvis ikke overskuddet større, hverken hos baby eller mor. Jeg ved ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes, jeg skulle måske have fået undersøgt hans ører før. For da vi var ved lægen i går sagde han at Aksel var rød og hævet i ørerne. Om det er noget der er kommet nu i forbindelse med forkølelsen, eller om ørerne kunne havde været årsag til gråd, det ved jeg ikke. De sidste 8 måneder har fokus været rettet 100% mod børnene og bare det at finde tid til at få børstet tænder eller komme i bad har været et projekt. Hver dag har jeg optimistisk troet og håbet på, at morgendagen bliver bedre, næste måned sover han bedre osv. Jeg skulle måske bare have været bedre til at leve i nuet og ikke tænke på dagen i morgen, men tror det har været min måde at komme igennem en hård og svær periode. Når jeg sidder her og gør status over min barsel, er jeg ked af at jeg ikke kan skrive at den har været helt igennem fantastisk, jeg føler lidt det er de ”forbudte” følelser jeg her får ned på skrift. På den anden side vil jeg heller ikke sidde og tegne et glansbillede her på bloggen af noget som ikke er, da bloggen først og fremmest bruges som en dagbog over vores hverdag. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at jeg elsker begge vores børn højere end noget andet og vil gøre ALT, for at de har det så godt som overhoved muligt.
Man kan jo ikke andet end elske…