Man må ikke brokke sig, og jeg elsker vores liv. Men synes nu at vi har været lidt hårdt spændt for her på det sidste. Aksel er heldigvis ovenpå igen, men så er Anna blevet snottet og hoster helt vildt. Hun er ikke sådan rigtig syg, men lunten er kort og hun er meget frustreret. Ella tilbød at Anna skulle have et par forkælelsesdage hos dem, så hun kunne komme helt ovenpå igen. Så Anna har været hos Ella og Ole i går og i dag.

Når telefonen ringer lidt over seks, ved man som småbørnsforældre hvad klokken er slået. Aksels dagplejemor var blevet syg. Aksel skulle i gæstedagpleje efter kun at have været tilbage i dagpleje i 2 dage efter sin sygdom. Men ja, sygdom kan man jo ikke holde for og af sted må han. Sidst på formiddagen bliver vi ringet op af gæstedagplejeren at Aksel er meget ked af det. Christian kan ikke tage fri pga. møder og kursus, så jeg smider alt hvad jeg har i hænderne for at køre fra Pandrup mod Aalborg. Og sikke en ulykkelig lille dreng der møder mig, han hopper næsten på mig og holder fast som en lille abeunge. Indimellem tænker jeg at det danske arbejdsmarked bare ikke er skabt til småbørnsfamilier, for jo vist har de små godt af at komme af sted. Men måske havde færre timer for dem været at foretrække og en lidt mere fleksibel løsning hvor de helt små nødvendigvis ikke skal i gæstedagpleje. Heldigvis har jeg en sød og forstående chef, som selv kender alt til uforudsigeligheden ved at have små børn. Mit hjerte blødte da jeg hentede ham, men da han først kom med hjem var han i det mest fantastiske humør og spise og spiste.

Til trods for at Ella og Ole allerede har været på i 2 dage, stod de klar til at tage Aksel igen dagen efter. Jeg er evig taknemmelig.

Og så troede vi lige at vi var ovre alt sygdom, lige ind til der sprang en omgang astmatisk bronkitis på Aksel. Stakkels lille dreng. Han har næsten ikke kræfter til at hoste mere, men spise det kan han. Nu kan det altså snart være nok, vi vil have raske børn og nattesøvnen tilbage – er det for meget at forlange?