Økodag

I weekenden var vi til økodag for at se når køerne bliver lukket på græs. Og vejret var jo helt perfekt. Vi mødtes med Jesper og Mette og deres to børn derude ved 10 tiden. Det er så sjovt at have Anna med, for hun er klar på at prøve det hele. Hun klappede en kalv, hjalp med at malke en ko, drak komælken bagefter, sad i en traktor, smagte diverse smagsprøver mv. Det var en rigtig hyggelig dag.

Vi spiste madpakker lige inden køerne blev lukket på græs. Det er ikke så nemt at spise madpakker på et tæppe, med en lille kravle-fyr på 1 år. Men det gik da. Det var noget af et syn da køerne blev lukket ud. Anna stod helt oppe ved hegnet, men da køerne kom tæt på ville hun godt lige løftes.

Vi kørte hjem ved 12.30 tiden og hold da op alle de mennesker der var kommet, godt vi var der allerede kl. 10 – for der var biler alle vegne og de holdt langt op ad vejen.

Om eftermiddagen fik jeg gjort væksthuset rent og vi hyggede os i haven. Lørdagen stod på hovedrengøring mens børnene hyggede sig hos Ella og Ole.