Efterfødselssamtale

I går var vi til efterfødselssamtale med den jordemoder der var med til fødslen. Jeg havde en del spørgsmål mest i forhold til risikoen for at føde for tidligt igen, risikoen ved at være for tidlig født og hvordan vi skal forholde os næste gang vi ønsker at blive forældre.

Det var en dejlig oplevelse med denne samtale, til trods for at vores forløb har været rimelig kompliceret. Hun fortalte dog at der var en øget risiko for at jeg ville føde tidligt igen og at vi derfor sandsynligvis ville være mere opmærksomme på forandringer, hvilket kan føre til flere bekymringer under den sidste del af graviditeten. Hun sagde også, at når den tid nærmer sig, skulle vi endelig kontakte dem hvis vi havde brug for en samtale mere. Risikoen i forhold til Annas trivsel, grundet at hun er for tidlig født, mente hun ikke vi burde bekymre os om. Fordi at Anna for det første ikke er meget for tidlig født og fordi fødselsforløbet gik så godt, det sammenlagt med at Annas trivsel har været rigtig fin i den efterfølgende tid. Jeg spurgte desuden til hvordan vi skulle forholde os næste gang, når den første fødsel nu var gået så stærkt, og dertil svarede hun, at det ville være dumt at vente for længe med at henvende sig, efter at udvidelsesveerne var begyndt. Jeg blev endvidere forbavset over at der ikke var blevet skruet mere op for ve-droppet (kun ca. halvdelen af maximum), jeg tør slet ikke tænke på hvor hurtigt det var gået hvis den havde fået fuld power:-)

Hun roste mig og sagde at det virkede til at jeg havde haft fuld kontrol under hele fødslen og jeg fortalte hende at jeg bestemt heller ikke var skræmt af oplevelsen. Hun havde endvidere overskud til at spørge ind til hvordan Christian havde det med at komme hjem til et tomt hus efter fødslen, hvilket vidner om stor indlevelsesevne. Afslutningsvis fortalte vi hende at vi havde været meget tilfredse med forløbet både under selve fødslen og på barselsgangen efterfølgende, hvortil hun svarede at det var dejligt også at høre fra dem hvor det er gået godt. – Jeg forsikrede hende, at jeg ville fortælle alle de gravide jeg kender, at de ikke skal frygte fødslen på forhånd – vel gør det ondt – men det er glemt så snart man får den lille op på maven…

2 tanker om “Efterfødselssamtale

  1. Godt gået Mette. Du skal se du er som skabt til at føde børn.De må så godt lige blive i maven 1 mrds. tid mere næste gang. Så det kan være, hvis I skal kikke bil, at det er en bus i stedet. Hi hi.Knus

Der er lukket for kommentarer.