Onsdag den 12. oktober fik jeg en sms på arbejdet fra Christian ”Ring lige, når du får mulighed. Christoffer er blevet indlagt. Jeg kører derud nu”. Jeg ringede til Christian og i første omgang, blev der forklaret noget med et ildebefindende, senere lød meldingen at Christoffer ikke var ved bevidsthed og var blevet lagt i kunstig koma. Jeg kunne slet ikke samle tankerne, talte kort med en god kollega om situationen, gik ind på kontoret, tog mine ting og kørte hjem. Da jeg kom hjem talte Christian og jeg om episoden og det gik for alvor op for mig hvor alvorligt det var. Der var forældre samtale på skolen onsdag aften, jeg tog afsted alene, meget underligt at sidde der og tale om Annas skolegang, men verdenen udenfor vores lille boble fortsætter jo som om intet er hændt. Torsdag tog Christian ud på sygehuset, jeg kørte lidt før fra arbejde så jeg kunne komme ud og se til Christoffer inden vi hentede børnene. De viste endnu ikke hvad der var sket. Christoffer var blevet scannet og han havde fået en stor hjerneblødning på hjernestammen, det var meget alvorligt. Det var et meget følelsesladet besøg, vi græd og krammede hinanden. Så underligt at Christoffer lå der bevidstløs når vi havde været samlet lørdag alle sammen hos Ella og Ole, til Oles fødselsdag. Så ubeskriveligt og så helt aldeles urimeligt. Et kæmpe chok.